Min ukendte bror

MUB omslag 3 (1)
Gyldendal 2015, 320 sider.

Omslag: Christian Ramsø.
ISBN 978-87-02-18434-1

Køb bog

En januarmorgen bliver en fyrreårig mand fundet på Rigshospitalets helikopterplatform. Han tror han skal samles op af et rumskib, men kommer i stedet i behandling hos psykiateren Anna Gabrielsen. Enspænderen og sprognørden Hans-Peter Frederiksen drømmer om at høre til et sted: I Skovlunde, i skolen, hos kvinderne, på arbejdspladsen, i ægteskabet eller i verdensrummet. Beretningen om hans opvækst på Vestegnen og hans voksenliv i København afdækker de begivenheder der førte til hans sammenbrud.

Min ukendte bror er en encyklopædisk roman om køn, kærlighed og stjernetåger og om menneskets længsel efter fællesskaber.

Helikopterplatformen

Efter bogens første kapitel, som er en ouverture der sætter scenen, møder man hovedpersonen i begyndelsen af andet kapitel. Året er 2009, og der er tydeligvis noget der er helt galt.

Midt på Rigshospitalets helikopterplatform lå en fyrreårig mand i fosterstilling. Januarblæsten ruskede i den beskidte T-shirt, og bukserne var våde og krøllede. Den ene sko manglede, strømpen så ud til engang at have været gul, og i hånden knugede han et par ødelagte briller. Da de to portører fik øje på ham, troede de først at han var død, men da de råbte ham an, vågnede han med et spjæt.
     – Har de været her? sagde han og kom fortumlet på benene. Han spejdede op i luften og ud over den københavnske vestegn.
     – De er her om to minutter, sagde den ene portør, der var kraftig og karseklippet. – Men hvem er du? Og hvordan er du kommet herop?
     – Er de her om to minutter? sagde manden og fik tårer i øjnene. – Jeg vidste det. Jeg vidste det. Han stod på tværstregen af det røde H og gav sig til at hoppe op og ned mens han vinkede. – Ovdje sam, råbte han op mod det gråtunge morgenmørke. – Ici.
     Hans krop rystede ukontrolleret, han vaklede og var ved at falde. Den kraftige portør tog fat under armene på ham og støttede ham, den anden fandt sin mobiltelefon frem.
     – Majbritt, få lige fat i politiet, sagde han. – Der er en tosse heroppe på helipladsen. Vi tager ham med ned. Så må du sende nogle andre op for at tage imod.
     – Du kan ikke stå her, sagde den kraftige portør og forsøgte at føre manden med sig hen mod elevatoren.
     – Hold dig fra mig, råbte manden og sled sig fri. – Du ved ikke hvor længe jeg har ventet på det her.
     En af flyvevåbnets EH-101-helikoptere nærmede sig.
     – De kan ikke lande så længe du står her og skaber dig, sagde den anden portør. – Du kommer med os. Nu.
     – Skrid, sagde den forvirrede mand, som først nu fik øje på helikopteren. Han gav sig til at vifte med armene som var den et gigantisk insekt. – Få den væk, råbte han ind i hovedet på portørerne, som nu tog et solidt greb i ham. – De kan ikke komme til at lande for den idiothelikopter.
     De to portører slæbte manden hen mod elevatoren. Han sprællede med benene og forsøgte at vriste sig fri. Hans råb blev overdøvet af rotorlydens hidsige pulsslag.

På traumecenteret havde overlægen konstateret at manden ikke havde nogen alvorlige fysiske skader, kun en række blodudtrædninger på arme og ben, nogle hævelser i ansigtet og et overfladisk sår under venstre øje. Kropstemperaturen var lige under femogtredive grader, og han klaprede tænder og talte usammenhængende. Nu lå han på en briks, viklet ind i flere tæpper. Det våde tøj havde de taget af ham, men spasmerne jog stadig gennem alle de større muskler, hans krop var en klud der blev vredet. Øjnene var tomme bag de knuste brilleglas. Pupillerne var store.
     – Jeg har besteget det højeste bjerg, sagde han. – Jeg har løbet, jeg har kravlet. Jeg har klatret over bymurene.
     Det var umuligt at få ud af ham hvad han hed, eller hvor han boede, men sygeplejersken havde fundet en mobiltelefon i hans bukselomme, en ramponeret Nokia. Den rakte hun til de to betjente der var blevet tilkaldt.
     Den ene politimand tog mobilen med ud på gangen. Lidt efter vendte han tilbage og kunne fortælle at det var en telefon med taletidskort. Nummeret var ikke registreret nogen steder. Det fremgik af opkaldslisten at der kun havde været samtaler med tre numre, der var indkodet som henholdsvis Kat, Svendborg og Far. De to første svarede ikke. Det tredje viste sig at tilhøre en Poul Klein. Han boede på Frederiksberg og var nu på vej til Rigshospitalet.
     – Nu kommer din far snart, sagde sygeplejersken.
     – Men jeg har stadig ikke fundet det jeg leder efter, kom det hakkende fra manden. Han kiggede på overlægen og fik mere styr på sin stemme. – Jeg har kysset honninglæber, fortsatte han. – Følt den helende kraft i hendes … fingerspidser. Det brændte som ild. Han forsøgte at sætte sig op på briksen. – Jeg brændte inde i hende.
     – Vi overfører ham til psykiatrisk, sagde overlægen og drejede om på hælen.
     – Vi vil gerne have en sikker identifikation, begyndte den ene politimand, men overlægen var allerede forsvundet ud på gangen. – Kan du fortælle os hvad du hedder?
     – Jeg har talt med engles tunger, sagde manden. – Jeg har holdt en djævel i hånden.
     Politimanden sukkede.
     – Den var varm i natten, fortsatte manden. – Jeg var kold som en sten.
     – Vent lidt, sagde den kraftige portør, der sad og drak kaffe på en kontorstol. – Det er da den med U2.
     De andre kiggede på ham.
     – Han har bare oversat teksten. ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For”.
     Den forkomne mand slog over i tysk og gav sig til at føre en dæmpet samtale med sig selv.

Tyve minutter senere kom en energisk, lavstammet mand ind ad døren. – Poul Klein, sagde han og gav hånd hele vejen rundt.
     – Godt du kom, sagde politimanden. – Kan du bekræfte at det er Hans-Peter Frederiksen?
     – Ja, det er ham.
     – Så, nu er din far kommet, sagde sygeplejersken.
     Hans-Peter kiggede på Poul Klein.
     – Han er ikke min far, sagde han og fortsatte sin samtale med sig selv, nu på et sprog som ingen af de tilstedeværende kendte.
     Betjenten sukkede opgivende. – Er du ikke hans far?
     – Nej, sagde Poul Klein. – Eller, det kan man måske godt sige. Det er en længere historie.
     – Men du kender ham, du ved hvem han er?
     – Ja, ja. Det er HP, det er der ingen tvivl om.

*

Gå til toppen af siden

Pioneer

Hans-Peter fantaserer livet igennem om universet. Han føler en sær tilknytning til det. Derfor er han også allerede som barn optaget af rumforskning. Pioneer-sonderne 10 og 11, der blev opsendt i 1972 og 1973, dukker op flere gange i løbet af romanen.

Den 25. april 1983 passerede Pioneer 10 Plutos bane. Pluto, der nu er blevet degraderet til dværgplanet, har en stærkt elliptisk bane, og det betød at det lille himmellegeme, der ellers gik for at være solsystemets yderste planet, på det tidspunkt var tættere på solen end Neptun. Nogle uger senere, den 13. juni, krydsede Pioneer 10 så også Neptuns bane og blev dermed den første menneskeskabte genstand der lagde solsystemet bag sig og bevægede sig ud i det interstellare rum. Den sendte stadig brugbare data tilbage til Jorden her elleve år efter sin opsendelse. Selv om måleresultaterne bevægede sig med lysets hastighed, var de fire timer om at nå tilbage til NASA’s paraboler.
     Pioneer-pladen, der sad fastmonteret på støtteafstivningen til rumfartøjets radioantenne, var blevet udtænkt af Carl Sagan og Frank Drake, men det var Carl Sagans daværende hustru, billedkunstneren Linda Salzman Sagan, der havde fået til opgave at give diagrammet den konkrete grafiske udformning.
     Billedet af det angiveligt universelt menneskelige par forestillede naturligvis ikke Carl og Linda Sagan, men det leverede alligevel en påfaldende konventionel fremstilling af kønsrollerne sådan som de blev opfattet i amerikansk mainstreamkultur i begyndelsen af 1970’erne. Det er manden der står forrest, det er manden der modigt kigger den fremmede livsform i øjnene, det er manden der har fået betroet opgaven at henvende sig til universet på parrets og menneskehedens vegne. Kvinden møder ikke den fremmedes blik, hun står bag ved sin mand i en passiv og underdanig positur. Hun fremstilles som hans støtte, hans assistent, ganske som Linda var det i forhold til Carl.
     Diagrammet blev fremstillet under tidspres, og det kan forklare nogle af dets åbenlyse svagheder. Selv om ophavsmændene bestræbte sig på at Pioneer-pladen skulle inkludere alle etniske og kulturelle træk i en neutral fremstilling af Mennesket, bærer billedet præg af at det er udtænkt af to mænd. De er endda begge to hvide, vestlige, midaldrende, akademisk uddannede mænd, de er begge to astronomer. Det neutrale menneske ville antagelig være blevet anderledes hvis diagrammet ikke kun var blevet undfanget af to så ens personer, men også af kvinder og af mennesker med en anden etnisk og kulturel baggrund, og ikke mindst hvis man havde inddraget antropologer, primatologer og semiotikere.
     Den oprindelige idé var at gøre de to mennesker repræsentative for hele arten ved at kombinere forskellige etniske træk: Kvinden skulle have glat hår, manden skulle have kruset hår, kvinden skulle have mongolfold, manden skulle have en negroid næse. På grund af den indgraveringsteknik der skulle anvendes, blev det nødvendigt at forenkle tegningen undervejs i processen, og forenklingerne udjævnede den påtænkte etniske mangfoldighed. Kvinden ligner ikke en asiat, manden ligner ikke en afrikaner, men om det skyldes Carl, Linda eller de specialister der stod for indgraveringen, har jeg ikke kunnet finde ud af. Under alle omstændigheder er afsenderen på den første meddelelse fra planeten Jorden til universet ikke det neutrale menneske. Afsenderen er den hvide amerikanske middelklassemand og hans hustru som de tog sig ud uden tøj på i begyndelsen af 1970’erne.
     Når man først har fået øje for det, er der i det hele taget noget umiskendeligt halvfjerdseragtigt over billedet, på samme måde som science fiction-film bærer mere præg af den samtid de er lavet i, end af den fremtid de vil skildre. Det gælder ikke kun de tidstypiske frisurer, men også tykkelsen på tegningens streger, der giver mindelser om skrifttyper der var populære dengang.
     Hans-Peter var stødt på Pioneer-pladen da han var elleve år gammel. Det første de to mennesker på billedet fik ham til at tænke på, var de tegninger af en nøgen mand og en nøgen kvinde han havde set i Sådan får man et barn, en af de mest populære bøger inden for seksualundervisning for børn i datidens Danmark. Hans-Peter tænkte ikke over den manglende kønsbehåring på Pioneer-billedet.
     Kvindebevægelsen i 1970’erne betragtede utrimmet kønsbehåring som naturligt og progressivt. I den forstand er kvinden på Pioneer-pladen ikke nogen pioner i sin tid, hun er ikke nogen hippie. Hun er tværtimod et produkt af den amerikanske mainstreamkulturs kønsmoral. Både Frank Drake og Carl og Linda Sagan var bevidste om at nøgenhed blev betragtet som anstødeligt. På grund af tidspresset ville de ikke tage nogen chancer. Som Carl Sagan sagde det: ”Vi må ikke give NASA en grund til at afvise Pioneer-pladen.” Det er antagelig derfor at mandens penis er så lille at den ser ud til at tilhøre en dreng, og det er derfor at kvinden ikke alene er afbildet uden kønshår, men også uden ydre kønsorganer. Det eneste man ser, er venusbjerget. På en tidligere version af tegningen var vulva markeret som en lodret linje, men denne linje er slettet i den endelige version, der ikke rummer så meget som en antydning af skamlæber eller skedeåbning. Kvindelige kønsorganer blev åbenbart betragtet som mere kontroversielle, mere krænkende end mandlige. Og kvinden på Pioneer-pladen er derfor bogstavelig talt blevet frataget sit køn.

*

Gå til toppen af siden

Naja

Hans-Peter vokser op på den københavnske vestegn, nærmere betegnet i Skovlunde. Efter et trøstesløst folkeskoleliv begynder han i 1984 på Nørre Gymnasium og benytter lejligheden til at foretage et hamskifte fra nørd til punk i håb om at blive accepteret, ikke mindst af de unge kvinder.

Den smukkeste kvinde på Nørre Gymnasium hed Naja og gik en klasse over Hans-Peter. Naja havde tykt, kastanjebrunt hår og en spændstig krop med svaj i ryggen og sikre, flydende bevægelser. En nydelse ingen kendte årsagen til, skvulpede under huden.
     Til introfesten det år Hans-Peter begyndte i anden g, var Naja iført en tætsiddende hvid silkekjole. Hendes talje og hofter fremstod som formet i marmor af Rodin. Naja og Hans-Peter havde ikke talt sammen før, men hun vidste hvem han var. Som redaktør af skolebladet, og især på grund af sin outrerede fremtoning og vilde opførsel til festerne, havde Hans-Peter efter et år på gymnasiet oparbejdet et vist ry.
     Det er ikke tilfældigt at rusmidler som regel kommer ind i menneskets tilværelse på det tidspunkt hvor både hanner og hunner af hormonelle årsager for alvor begynder at søge seksuel kontakt. Det kan have været anderledes for halvtreds eller hundred tusind år siden, men i de homo sapiens-samfund der findes i dag, er alt hvad der knytter sig til det seksuelle møde, kulturelt kodificeret og underlagt hård social kontrol. De uskrevne regler er talløse og inkonsekvente, og straffen for at overtræde dem er nådesløs.
     Indtagelsen af alkohol og cannabis havde givet Hans-Peter det mod han ellers manglede, og han besluttede at spørge Naja om hun ville danse. Det var et funkband der stod på scenen i festsalen, Blast hed de, deres musik faldt ikke i Hans-Peters smag, men han havde lagt mærke til at Naja havde danset henført til de første fire numre. Og han have lagt mærke til at hun nu var ved at være færdig med sin fadøl i baren. Hans timing var perfekt. Ligesom tilfældigt kom han forbi netop som hun tog den sidste tår, og han lod som om det bare var en indskydelse, – Skal vi danse?
     Naja smilede og slog blikket ned samtidig med at hun svajede i lænden. Det er primathunnens positive respons på en seksuel invitation, Hans-Peter forstod det instinktivt til trods for den tvivl der jog gennem bevidstheden, hunnens jordsøgende blik dæmper angst og aggression hos den potentielle partner, mens svajet i lænden signalerer tilgængelighed. Så gik hun ud mod dansegulvet og kiggede sig over skulderen for at sikre sig at Hans-Peter fulgte med.
     Dans er en væsentlig del af menneskets parringsadfærd. Når man danser alene mens andre ser på, fremviser man kroppens smidighed og styrke og evnen til rytmisk koordination. Disse egenskaber er en forudsætning for et samleje af en vis kvalitet og signalerer i øvrigt, med rette eller med urette, at man kan levere sundt og levedygtigt afkom. Samtidig med at den fysiske demonstration finder sted, bliver den potentielle partner inviteret ind i et fantasiunivers, hvor danseren udfører arbejdsopgaver med usynlige redskaber, nedkæmper indbildte dyr eller kommunikerer med overnaturlige væsener, som ingen andre kan se. Dansen blotlægger på den måde danserens indre liv, folder det ud i tre dimensioner, og for at den skal være vellykket som parringsadfærd, er det vigtigt at den der ser på har lyst til at træde ind i den potentielle partners symbolske rum.
     Pardansen, der kom på mode i Europa i 1800-tallet, har en noget anderledes karakter. Med den undersøger man om man er i stand til at samarbejde med en bestemt person af det modsatte køn og navigere som par i et større fællesskab. Man tester om samhørigheden er tilstrækkelig til den langvarige fælles yngelpleje, der er det optimale for menneskeafkom. Den moderne pardans uden dansefatning har siden 1960’erne været den mest udbredte blandt vestlige teenagere. Forbindelsen mellem dansepartnerne holdes nu kun med lejlighedsvis øjenkontakt, og formsproget er friere end i den klassiske pardans. Der er større mulighed for individuel improvisation og for at imitere eller på anden måde besvare den andens bevægelser. Den løsere pardans finder som regel sted i større grupper, og det kan være uklart hvem der danser med hvem. Det giver individer uden en partner lettere adgang til fællesskabet, for pardannelserne kan være så opløste at hvert enkelt individ danser med alle i flokken. Denne form for dans, som voksede ud af ungdomsoprørets mere frisindede kønsmoral, løsner symbolsk set de strengt monogame bånd der prægede victoriatidens pardans, og peger i retning af en mere promiskuøs seksualitet.
     Naja dansede med en selvbevidst elegance, der fik alle på dansegulvet til at skæve til hende. Der var tale om en indstuderet koreografi som hos en korsangerinde på en scene, og selv guitaristen i bandet lagde mærke til hende, kunne Hans-Peter se. Først stod hun med albuerne ind til kroppen og håndfladerne rakt frem mens hun svajede fra side til side og knipsede på to og fire. Så dyppede hun skiftevis den ene og den anden fod i en imaginær vandpyt foran sig, samtidig med at hun vuggede i hofterne og skød ansigtet frem og tilbage. Ved skiftet fra vers til omkvæd vendte hun tilbage til at svaje og knipse.
     Hans-Peters dansestil var mere ustruktureret. Han stod og nikkede og bøjede i knæene, af og til virrede han med hovedet eller tog ét skridt til siden og tilbage igen. Tempoet i hans bevægelser var konstant og havde ikke nogen forbindelse med musikken.
     Da Naja og Hans-Peter havde danset sammen til tre numre, annoncerede bandet en pause. Naja smilede, sagde tak for dansen og gik op mod baren. Hun kiggede sig over skulderen igen, Hans-Peter så det, men hæftede sig ikke ved det. Han følte sig omtåget. Et øjeblik stod han og sank sit spyt. Så styrede han ud mod det lavloftede hyggeområde uden for festsalen og satte sig i en sofa. En gruppe første g’ere sad et stykke derfra ved et rødmalet bord, fordybet i samtale. Der var ingen andre i nærheden. Hans-Peter støttede albuerne mod sofabordet foran sig og hvilede hovedet i hænderne. Han måtte flytte nogle plastickrus først, bordet var fuldt af fadølssjatter og askebægre og tomme sodavandsflasker og fedtede skåle med peanuts og saltstænger. Det summede i hans krop, han var behageligt fri for tanker, han hørte bruset af stemmer inde fra festsalen og første g’ernes latter ovre fra det rødmalede bord. Lidt efter gik bandet i gang med andet sæt, og pludselig stod Naja på den anden side af bordet.
     Naja havde med stor sandsynlighed lyst til at have sex med Hans-Peter den aften. Jeg ved en del om kvinders seksualitet og om socioseksuelle adfærdsmønstre i forskellige kulturer, og jeg ved præcis hvordan han så ud i 1985. Det er ikke svært at genskabe billedet. Han er en tiltrækkende ung mand, sådan ser jeg ham. De tætte øjenvipper og fyldige læber danner en æggende kontrast til den tydelige skygge af skægstubbe og de høje tindinger. Øjnene er sårbare, trodsige, intelligente, det er en drengs øjne i en mands ansigt. Påklædningen og frisuren er tidstypisk, det betyder ikke noget, jeg kan klæde ham af og på som jeg vil. Visse ting er stabile. Overkroppen har den klassiske V-form, muskulaturen er veludviklet, men skjuler sig bag et tyndt og jævnt fordelt fedtlag. Det er ikke en atletisk krop, det er en uprøvet krop, en langsom krop, en krop som endnu ikke kender sin egen styrke eller skønhed. Jeg har lyst til at løfte ham ud af 1985 et øjeblik og stryge ham over håret. Fortælle denne syttenårige mand alt det jeg ved om ham nu.
     – Hej HP, sagde Naja. Hun havde sat sig i stolen overfor.
     Hans-Peter havde registreret at der var kommet nogen, men han havde ikke lagt mærke til hvem det var. Han kiggede op. Najas øjne funklede. Der var et smukt fald i det kastanjebrune hår, som halvvejs skjulte de fint tegnede kraveben. Silkekjolen var uden skulderstropper, men var stivet så den pressede de små runde bryster sammen og op.
     – Hej, sagde Hans-Peter.
     I løbet af de næste syv sekunder udfoldede der sig en katastrofe. Hans-Peter så ulykken ske som et harmonikasammenstød i langsom gengivelse. Jo mere han forsøgte at afværge den, jo værre blev den. Han var kommet til at skubbe til en halvfuld colaflaske da han rettede sig op for at sige hej. I et glimt så han for sig hvordan dens indhold ville ryge ned i skødet på Naja, og greb ud efter den. Han fik fat i flasken i sidste øjeblik, men samtidig kom han med håndryggen til at puffe til et tårn af plastickrus med fadølssjatter. Det ville ikke nytte at slippe colaflasken, for plastickrusene var uden for hans rækkevidde, han lænede sig hurtigt frem, men han kunne ikke nå dem. Kroppens bevægelse fortsatte og trak ham halvvejs op af sofaen. Og eftersom han sad med lårene inde under sofabordet, tippede bordpladen, og dens indhold rutsjede ned mod Naja. Han kastede sig frem i et forsøg på at favne de mange flasker og askebægre og skåle og plastickrus. Det var forgæves. Naja og hendes hvide kjole blev sølet til i sjatter og aske og cigaretskodder og peanuts.
     – For helvede da også, råbte hun. Bordkanten havde ramt hende over tæerne.
     Første g’erne ovre ved det rødmalede bord kiggede. Hans-Peter lukkede øjnene. For sit indre blik så han sit gymnasieliv, det hidtidige såvel som det fremtidige, forsvinde ned i et stinkende hul. Han blev han stående sådan, foroverbøjet med lukkede øjne, som en skamstøtte over sit eget mislykkede liv.

Da han vågnede på sin skibsbriks ved middagstid næste dag, havde han ingen erindring om hvordan han var kommet hjem, men i spisefrikvarteret mandagen efter, hvor den sædvanlige flok sad i de hullede sofaer under trappen, fortalte Svendborg hvad der var sket. Han var en god fortæller. I modsætning til hvad der er den kulturelle norm i Danmark, gjorde han flittigt brug af gestik og mimik, og han krydrede sin fortælling med lydeffekter.
     Svendborg havde været på vej ud for at ryge en joint og havde hørt braget da bordet væltede, og flaskerne smadrede. Han fik afviklet den forkrampede situation. Hans-Peter var blevet båret ud i en taxa. Derefter havde Svendborg tilbudt Naja sin hjælp. Han havde ledsaget hende ud til toiletterne, hvor hun havde taget sin ødelagte kjole af og i stedet iført sig Svendborgs lange kakifarvede uniformsfrakke. Så havde han fulgt hende hjem til murermestervillaen i Brønshøj. De var gået langs Volden og gennem Utterslev Mose.
     Svendborg viste dem græspletterne på ryggen af sin uniformsfrakke. – Fuck, hvor var hun lækker, sagde han og blinkede til Hans-Peter. – Den smukkeste blomst jeg endnu har plukket.

*

Gå til toppen af siden


Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn