Sprog fra det ydre rum #4

Virus, viskøs: Virus flyder, det er grundbetydningen af den glose der de seneste uger har inficeret vores tekster, vores tanker. For at forstå hvad der sker, kan man tage fat om ordenes rødder og ryste jorden af dem: Hvad er det egentlig de betyder? Influenza er – mærkeligt nok i disse dage – et italiensk ord, som kommer af det latinske influentia, ”indflydelse”. Også influenza flyder altså. I oldtiden troede man at sygdommen skyldtes indflydende væske fra himmellegemerne. Fra det ydre rum. Ordet blev brugt af astrologer, og det gør det stadig: Venus har indflydelse på vores kærlighedsliv, hedder det sig, strømmende, æteriske kræfter påvirker vores følelser, vores adfærd, vores liv. I det 21. århundred kommer disse kræfter ikke fra himmelrummet, men fra cyberspace. Influenza, influencer – én der smitter os og udbreder et bestemt produkt eller budskab. Internettet lider af infektionssygdomme, det flyder over af indflydelse. Dårlig eller god indflydelse, vigtig eller ikke så vigtig? Astrologerne er blevet til medieanalytikere, de tager stadig varsler af uhåndgribelige tegn.

Virusmetaforen – ideen om internettets flydende informationsstrømme, der replikerer sig selv og breder sig og muterer og påvirker os – er strukturelt set præcis. Men nu hvor det er en fysisk sygdom der går viralt, bliver det måske tydeligere end før hvor forbundne vi er. Hvor meget vi flyder sammen. Hvor meget vi helt konkret er i kontakt med hinanden hele tiden og overalt og på kryds og tværs. På markedspladser og skisportssteder, i flyvemaskiner og fitnesscentre. Smittekædernes vidt forgrenede netværk vidner om det. I Taiwan og Sydkorea bruger de mobile tracking til smitteopsporing og kan takket være mobiltelefoner gå bagud i tid og tegne præcise kort over pandemiens årsagskædereaktion. Den digitale teknologi der forbinder vores bevidstheder, kan altså bruges til at vise hvordan også vores kroppe er forbundne. Hud, spyt, kærtegn. Håndtryk, kindkys, kram. Genstande vi deler, steder vi er fælles om. Det selvberoende individ der tænker og handler og lever uafhængigt af andre, findes ikke. Fysisk og socialt og følelsesmæssigt er vi så godt som ude af stand til at afgrænse os definitivt fra hinanden. Det uhyggelige paradoks ved netop pandemien i modsætning til vist alle andre kriser og katastrofer er at vi, som statsministeren sagde det, skal stå sammen ved at holde afstand. Fysisk. Men vi er jo stadig forbundne følelsesmæssigt og socialt, ja, man kunne håbe at det måske netop bliver tydeligere nu. Og at vi husker det, også når pandemien engang er drevet over. Selv glemmer jeg det alt for tit, især når jeg siger ”jeg”, når jeg tænker og føler ”jeg”, ”mig”, ”mit”. I en udpræget individualistisk kultur som det senkapitalistiske, vestlige samfund har forestillingen om den selvberoende enkeltperson, der på egen hånd smeder sin lykke eller sin ulykke, inficeret vores fællesskab. Så selv om man med sit intellekt forstår at vi er forbundne, kan det være svært at mærke det på det dybe, intuitive plan hvor det bliver et selvfølgeligt grundlag for alle ens handlinger. For i hver eneste af vores handlinger – og at sige eller skrive noget er også en handling – har vi indflydelse på hinanden. Hvad enten vi vil det eller ej, flyder vi sammen, i begge betydninger af det udtryk. ”Jeg” – forstået som en selvberoende og uforanderlig størrelse der som en gud står uden for årsagskædernes netværk og kan påvirke det af egen iboende drift uden selv at være påvirket af noget – er en illusion. En illusion der er gået viralt i Vesten, og som skaber lidelse. Måske kan en pandemi få os til at vågne lidt mere op til den indsigt.

# # #

I anledning af corona-pandemien har jeg søsat ”Sprog fra det ydre rum”. I hvilken form jeg vil skrive om de aktuelle begivenheder (refleksioner, notater, digte osv.), ved jeg ikke endnu, for som så mange andre i denne tid bygger jeg skibet mens jeg sejler.

Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn

Kommenter dette indlæg: