At notere himlen

At notere himlen

Digtanalyser 2000.

Gyldendal 2001.
Omslag: Ida Balslev-Olesen med maleri af Jesper Fabricius.
ISBN 87-02-00498-4.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget.

Lån bog

 

Indhold

Et øjeblik i bevægelse
– Om ‘Ingenting er der’ af Jørgen Leth

Digterdrømmen og den druknede muse
– Om ‘Jagt’ af Kristina Stoltz

Når ordene ikke slår til
– Om ‘den blå røg siver ud…’ af Christian Dorph

Knogler og klinter
– Om ‘Du ser det gennem fingrene …’ af Henriette Houth

Ingen nåde
– Om ‘Og hvad så …’ af Else Tranberg Hansen

Gru og idyl
– Om ‘Der dufter af grillmad …’ af Lars Skinnebach

En barndom i billeder og stemmer
– Om ‘Husene hang sammen som hunde …’ af Mikael Josephsen

Alarm, alarm!
– Om ‘Men det var langt fra nok…’ af Camilla Christensen

Guddommelig drømmerus
– Om ‘Injektion’ af Nicolaj Stochholm

Ild i bolden
– Om ‘Og englen banker mod dit tag …’ af Simon Grotrian

Gå til toppen af siden

Forord

I denne bog fremlægger jeg ti analyser af danske digte fra 2000. Bogen – som henter sin titel fra et vers i Jørgen Leths digt – henvender sig til alle der interesserer sig for poesi, for ambitionen har været at nå et højt fagligt niveau uden at benytte et universitært særsprog. Almindelig fagterminologi har jeg dog ikke forsøgt at undgå – et enjambement hedder nu en gang et enjambement.

Analyserne bekender sig ikke til en særlig litteraturteori eller metode, men forsøger i hvert enkelt tilfælde diskret at inddrage hvad der er behov for af begge dele. Hvert kapitel består af to afsnit: en nærsynet undersøgelse af et digt og en perspektivering. Perspektiveringen indplacerer digtet i den bog og det forfatterskab det indgår i, og kan derudover for eksempel undersøge digtets direkte og indirekte referencer til mytologi og litterær tradition eller på egen hånd drage sammenlignende paralleller.

*

De ti digte jeg har udvalgt, opfylder hver især følgende tre kriterier:

1. Digtet er skrevet på dansk og trykt første gang i 2000.

2. Digtet er efter min vurdering godt – ikke nødvendigvis mesterligt og fantastisk (den slags digte trykkes der ikke altid ti af om året), men godt.

3. Digtet er muligt at analysere inden for denne bogs rammer.

Det sidste kriterium er nødvendigt fordi der findes digte som opfylder de to første kriterier, men som for eksempel er for korte eller for lange, eller som jeg bare ikke synes jeg har noget særligt at sige om.

Dertil kommer at jeg som en tommelfingerregel har forsøgt at tilgodese relativt ubeskrevne digtere ved at nedprioritere værker af mere velbeskrevne digtere, også selv om de opfylder alle tre kriterier.

Alt i alt skulle udvalget gerne være nogenlunde bredt, men kriterium nummer to og tommelfingerreglen forhindrer mig i at påstå at det er fuldt ud repræsentativt i forhold til årets poesiudgivelser.

*

Et digt er et mulighedsfelt. Når man læser det, foretager man ord for ord en lang serie af valg og fravalg som indskrænker dette mulighedsfelt. I litteraturteorien taler man om tekstens ‘tomme pladser’ som kan udfyldes på et utal af måder. Det klassiske eksempel er den simple konstatering ‘en mand kommer ind ad en dør’: Hvis man forestiller sig at man skulle filmatisere den sætning, vil man opdage at det kan gøres på umådelig mange måder, for hverken døren, manden, måden han kommer ind på eller de øvrige omstændigheder er konkretiseret. Men når man læser, konkretiserer man netop – i et eller andet omfang og ofte ubevidst. Man forestiller sig ting som ikke direkte står i teksten. Forestillingsevnen – evnen til selv at digte med og danne billeder ud fra tekstens potentiale – er afgørende når man læser, navnlig når man læser poesi, for i digte er der ofte mange og store tomme pladser. Udfyldningen af dem må imidlertid ikke blive vilkårlig – digtets mulighedsfelt er ikke uendeligt. Man må ud fra almindelig sund fornuft kunne sandsynliggøre sine valg: Manden i eksemplet ovenfor kunne naturligvis godt være to meter og tredive høj, nøgen og med lange fletninger ned ad ryggen. Men man bør – indtil teksten beder én om noget andet – holde sig inden for rammerne af hvordan en mand sædvanligvis ser ud. Uden nødvendigvis at lægge sig fast på ét billede. For nok skal man udfylde tomme pladser, men et digt er ikke en rebus, og en læsning er ikke en løsning; den er i hvert fald kun én mulig løsning blandt flere andre, og en ordentlig forståelse af et digt kan næsten altid kun komme i stand hvis man fastholder flere mulige læsninger samtidig.

Men selv om man – simultant eller ved gentagne læsninger – forsøger at udfylde de tomme pladser på flere forskellige måder som måske oven i købet er indbyrdes modstridende, er læsningerne under alle omstændigheder reducerende i forhold til digtets potentiale. Til gengæld omdanner de tekstens mulighedsfelt til en virkelighed. Ikke en virkelighed bag teksten – det drejer sig ikke om at rekonstruere en situation som kunne ligge til grund for digtet; men en virkelighed foran teksten – i mellemrummet mellem læser og digt, så at sige. Det er ikke digterens, ikke digtets og ikke læserens virkelighed, menlæsningens virkelighed. Den kan meget vel være uvirkelig, usammenhængende, selvmodsigende og mere til, men den opleves i en vis forstand som virkelig. Ellers ville et digt ikke kunne berøre én og sætte både sanser, følelser og tanker i sving.

Jeg vil i hvert af de følgende ti kapitler prøve at leve mig ekstatisk ind i læsningens virkelighed, men samtidig koldsindigt forsøge at fastholde og undersøge denne virkeligheds forankring i digtets formelle egenskaber. Det er derfor jeg bruger ordet ‘analyse’ frem for det efterhånden meget udbredte ‘læsning’. En analyse fremlægger ikke kun en læseroplevelse, men også en række argumenter for (og imod) denne oplevelse. Argumenterne tager udgangspunkt i et detaljeret signalement af digtet: Hvordan tager det sig ud? Hvilke særlige kendetegn har det? Hvordan er rytmen, syntaksen, den grafiske opsætning, stillejet, billedsproget, synsvinklerne? osv.

En analyse af et digt er imidlertid altid begrænset af analytikerens evner, erfaringer, fordomme og præferencer. Jeg vil forsøge at kompensere for mine begrænsninger på to måder:

For det første vil jeg med jævne mellemrum gøre opmærksom på at jeg ikke udlægger teksten ‘som den er’, men at jeg forsøgsvis udfylder de tomme pladser med fortolkningsforslag. Man vil derfor af og til støde på ord og vendinger som “måske”, “vist” og “jeg forestiller mig at”: De signalerer at jeg udfylder en tom plads i teksten – og dermed også at denne plads kunne udfyldes anderledes; at en anden læser altså sagtens kan forestille sig noget andet end jeg gør. Også uden at nogen af os nødvendigvis tager fejl.

For det andet vil jeg opfordre til at de følgende analyser ikke læses som udtømmende og endegyldige svar, men som oplæg til fortsatte samtaler. Det er min erfaring at digtanalyse bedst praktiseres som en kollektiv proces: Én kommer med ét forslag, en anden med et andet, og ét plus ét er i dette tilfælde tre, for i dialogen kan der opstå en erkendelse som ingen af de implicerede kunne være nået frem til på egen hånd. – Det ved jeg blandt andet fra de lange og udbytterige samtaler jeg har haft med min redaktør, Lene Wissing, som hermed takkes hjerteligt for at have gjort analyserne mere nuancerede end de ellers ville være blevet.

København, september 2001.

Gå til toppen af siden


Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn