”Den situation vi ser ind i,” siger statsministeren og kommer med sin profeti, sin prognose. Hendes udtryk smitter ministre, journalister, embedsfolk, alle siger de nu at vi ser ind i noget. Selv står vi altså udenfor på sproglig sikkerhedsafstand. Vi ser ind i det brændende hus. Vi danner os et overblik. Vi har styr på situationen. Det vi ser ind i, siger de. Men hvad er det for et vi der ikke kan se sig selv som en del af dem der allerede er derinde?
”Vi får brug for samfundssind,” siger statsministeren. Ikke solidaritet. ”Vi har en meget stor forpligtelse til især at hjælpe de svageste i vores samfund, de mest sårbare,” siger statsministeren, og det lyder som solidaritet, men det ord bruger hun ikke. Hun siger samfundssind to gange, ordet er valgt med omhu. Samfundssind kan også borgerlige vælgere tilslutte sig. Samfundssind hører sig til i en undtagelsestilstand. Solidaritet ville have været for forpligtende.
”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand,” siger statsministeren, og det er jo rigtigt, men det er også uhyggeligt. Det lyder som Partiets tre slagord i Orwells 1984: Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke. At stå sammen er jo at stå sammen i baren på et værtshus med stearinlys når strømmen er gået på fjerde døgn, og diskutere verdenssituationen med glødende øjne fordi der for en gangs skyld faktisk er en verdenssituation. At stå sammen er jo at stå sammen rundt om de suppekøkkener nogen har etableret i gaderne når fødevareforsyningerne til byen er afbrudt. At stå sammen er at stå tæt sammen, mærke kroppenes varme, flokken. Jeg er ikke sikker på at vi kan det her.
(Citaterne er fra Mette Frederiksens tale den 12. marts 2020, https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3123-her-er-mette-frederiksens-historiske-tale.html)
# # #