Jakob Martin Strid er på sin egen Facebook-væg blevet mødt med et krav om at han skal sige undskyld for Mustafas kiosk. Men hvad er en undskyldning?
Lad os sige at jeg står i bussen, pludselig mister balancen og træder et skridt bagud og af vanvare jokker en gammel dame over tæerne. Så siger jeg: “Undskyld.” Det betyder så meget som: Jeg kan se jeg gjorde dig ondt, men det var ikke min hensigt. I analogi med denne situation hører man af og til at folk der føler sig krænkede af for eksempel visse ord eller billeder forlanger en undskyldning (forbavsende ofte kommer dette krav også fra folk der ganske vist ikke selv føler sig krænkede, men som taler på vegne af andre). Lige nu er det altså Strid der bliver mødt med dette krav, men der har været masser af andre eksempler. Det er efterhånden gået op for de fleste, også i Sverige, at Strid på ingen måde er racist eller islamofob. Han har også selv udtalt at han ikke har haft nogen intention om at krænke eller provokere nogen. Man kan sige at han uforvarende er kommet til at jokke nogen over tæerne. Skal han så ikke bare sige undskyld så vi kan komme videre?
Nej, det skal han efter min mening ikke. Implicit i undskyldningen ligger nemlig en erklæring om at man vil forsøge at undgå at det gentager sig. Ellers er undskyldningen jo absurd. Til den gamle dame i bussen kunne jeg sige noget i retning af: “Fremover skal jeg nok sørge for at holde fast i noget, så jeg ikke mister balancen og kommer til at træde dig over tæerne igen.” Hvis en forfatter eller en tegner eller enhver anden der – bevidst eller ubevidst – har krænket eller provokeret nogen med sine ytringer, siger undskyld, siger vedkommende altså også: En anden gang skal jeg nok prøve at lade være med at sige eller tegne noget der kan krænke dig. En sådan internaliseret frygt for at krænke andre har vi et ord for: selvcensur.
De fleste af os er naturligvis underlagt en form for selvbegrænsning, forstået på den måde at vi godt ved hvad der er passende opførsel i forskellige situationer. Vi ved at det ville være krænkende at spæne ind i domkirken og slå en ordentlig skid under højmessen; derfor lader vi som regel være. Provokunstnere og folk med Tourettes syndrom er vel at mærke lige så klar over disse normer, de forholder sig bare omvendt til dem. Men der er forskel på om de begrænsninger man lægger på sig selv, skyldes ens egne forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, eller om de skyldes ens ængstelige gætterier om hvad alle mulige andre kunne tænkes at opfatte som krænkende. Den første form for selvbegrænsning vil jeg kalde personlig moral, og den er nødvendig for civilisationen. Den anden er det jeg forstår ved selvcensur, og det er dén der er problemet, for den risikerer at gøre tegninger og bøger kedelige og konforme, den gør det svært at sige og skrive og tegne noget NYT – den gør kort sagt os alle sammen dummere.