Hvorfor dyrke bogen som fetich? Det er jo de samme ord, uanset om man læser dem i en førsteudgave med guldsnit eller på sin iPad. Sandt nok. Men bogen giver teksten en krop, sætter den ind i tiden. Det interesserer mig ikke at have en bog i førsteudgave, men det er afgørende for mig at have den i den første udgave, jeg selv læste den i. For mig vil Inger Christensens Alfabet for eksempel altid være inkarneret i den himmelblå bogklubudgave, jeg købte antikvarisk i 1985. Jeg har prøvet at læse den i andre udgaver, det er slet ikke det samme. På den måde er hver af mine bøger uerstattelig.
Det betyder ikke, at jeg er særlig nænsom med dem. Jeg laver æselører og understregninger; jeg kan lide, at de bliver slidt ligesom mig, at de bærer præg af at være blevet brugt: kaffepletter, knækkede rygge, fugtskjolder. Og min håbløse håndskrift i margin: randbemærkninger, digtudkast, kruseduller. Den side i min Pléïade-udgave af Prousts À la recherche du temps perdu, der er rynket som et æble, fordi det regnede ind på den en nat for et par år siden.
Når jeg åbner en bog fra min reol, åbner jeg en dør tilbage til den, jeg var, dengang jeg læste bogen første gang, og samtidig ser jeg den tid, der er gået. Reolen er en erindringslabyrint, og jeg kan lide at have dette virvar af rum lige i nærheden – som en fysisk nærværende fortid. Sidst de var stuvet ned, fyldte de omkring halvtreds flyttekasser.
De bøger, jeg selv har skrevet, kan jeg ikke læse. Det er, som om jeg har mistet dem én for én, i takt med at jeg har skrevet dem – derfor står de for sig selv, nederst til venstre under ordbøgerne.
Dem, jeg har været dumdristig nok til at låne ud, savner jeg til gengæld jævnligt. Jesper, du har min Guns and Germs and Steel af Jared Diamond! Og hvem var det, der lånte min Billedstorm af Stjernfelt og Tøjner engang i begyndelsen af halvfemserne? Var det dig, Cecilie? De hjemkaldes hermed! Der mangler nogle rum i min labyrint.