Hver sin Hassan

Strøtanker om en meget omtalt digtsamling som næsten ingen har læst

Det er svært, måske næsten umuligt, at sige noget om Yahya Hassans debutdigte uden at skele til den massive medieomtale der har været. Mediemøllen – der kører litteraturen gennem sin kværn og reducerer den til letfordøjelige budskaber i en såkaldt debat – vender jeg tilbage til til sidst. I første omgang skal det handle om det vigtige: digtene.

Jeg fik bogen i hånden i forgårs, og denne note er hverken en anmeldelse eller en analyse, men et par foreløbige betragtninger efter to gennemlæsninger.

Hassan forsideYahya Hassan, født 1995, debuterer med … ja, hvad er egentlig titlen? Når man kigger på forsiden af den prunkløse kulsorte bog, står der bare fire ord – med hvide versaler: forfatterens for- og efternavn, genrebetegnelsen (digte) og forlagets navn (Gyldendal). Bogen er altså uden titel.

Det kunne man måske opfatte som titlen – altså: ”Uden titel”. Inden for billedkunsten er det et meget almindeligt greb, der ofte bruges når en kunstner vil undgå at styre fortolkningen af sit værk i en bestemt retning, men i stedet vil have folk til at dvæle ved værket. Frem for lynhurtigt at blive færdig med det ved at opsummere det i en nem forklaring såsom ”Udsigt over Esrum sø”.

Når man slår op på titelbladet, ser det lidt anderledes ud. Her optræder forfatterens for- og efternavn to gange, igen efterfulgt af genrebetegnelsen og forlagsnavnet. ”Yahya Hassan” er altså to forskellige ting: dels navnet på en forfatter, og dels titlen på et stykke litteratur, der handler om en person med dette navn. At forfatteren og hans jegperson ikke er den samme, er en banal og helt elementær forudsætning hvis man overhovedet vil begynde at forstå hvad litteratur er. Når det er nødvendigt at nævne det her, er det fordi den stadig omsiggribende såkaldte autofiktion (fandeme et grimt ord) tilsyneladende har fået endog forfattere og litterater, der dog burde vide bedre, til at glemme den væsensforskel der er på den fysiske, korporlige virkelighed og sprogkunstens gestaltning af den. Man kan nu engang – som en skrifttematisk digter i sin tid slog fast – ikke slå søm i med ordet hammer (desværre kan man som bekendt godt banke en forfatter af kød og blod, og at Yahya Hassan er blevet udsat for trusler, er oprørende og komplet uacceptabelt).

Bogens første digt hedder ”BARNDOM”, og i det afsluttende ”LANGDIGT” hører man om hvordan jegpersonen som ung mand får antaget sit manuskript på Gyldendal. Undervejs fortælles der om fatalt svigtende forældre (en afstumpet voldspsykopat af en far og en kuet mor), om den hykleriske praktisering af islam blandt herboende arabere, om familiebesøg i flygtningelejre i Mellemøsten, om socialt bedrageri og ungdomskriminalitet (tyveri, røveri, hashhandel) og om hovedpersonens anbringelse på forskellige institutioner. Man hører også om den kontaktperson der sætter fortælleren på sporet af litteraturen (undervejs nævnes navne som Strunge, Dostojevskij og Knausgård), og som han har sex med, hvorefter hun bliver fyret fra sit job og skilt fra sin mand.

Det er således en fuldstændig klassisk kronologisk historie, hvor hovedpersonen – som jeg ikke vil kalde ”helten”, for der er intet selvforherligende over fremstillingen – kommer ud for en masse dramatiske og forfærdelige ting, men ender med at klare skærene. Kort sagt: en slags dannelsesroman på vers om opvækst og kunstnerisk modning, der sandsynligvis trækker store veksler på forfatterens egen barske livserfaring. I modsætning til den klassiske dannelsesroman ender denne digtfortælling dog ikke i afklaring og forsoning; den slutter åbent, flertydigt.

Både den overordnede komposition og brugen af selvbiografisk materiale er mildest talt set før, men det afgørende er som altid hvordan forfatteren håndterer en velkendt model og et selvoplevet stof rent stilistisk. Det gør han i dette tilfælde med et rytmisk hårdtpumpet og billedmæssigt komprimeret sprog, der er skrevet med VERSALER og stort set uden tegnsætning. Bortset fra et par undtagelser (som jeg vender tilbage til) er det vel at mærke ikke perkerdansk, det er ikke anden-g’ernes ghettoslang, som vi kender fra visse raptekster, men et langt mere sammensat sprog, der består af mindst tre komponenter: 1) Forfatteren kender gadesproget fra Gellerupparken, men han overtager det ikke ubeset – han imiterer det visse steder og med en bevidst distance. 2) Han benytter af og til behandlerverdenens sprog (”ET SOCIALPÆDAGOGISK OPHOLDSSTED”), hvad der giver et andet blik på den samme virkelighed og samtidig forsyner digtene med et par stænk gråmeleret socialrealisme. Som til gengæld står i skarp kontrast til 3) den ekspressionistiske tradition for grelt og kompakt billedsprog, der detonerer som små knaldperler rundt omkring i teksten.

blod_0_0Det sidste vil jeg gerne uddybe: I forsommeren 1922 boede digteren Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) nogle måneder i Berlin og oplevede et samfund der var i opløsning efter Første Verdenskrig og præget af en social elendighed og en menneskelig afstumpethed han ikke havde troet var mulig. Han var dybt chokeret og forarget over det han oplevede, og skrev på stedet en af de mest brutale digtsamlinger i dansk litteratur, nemlig Blod, der havde undertitlen ”Expressionære Digte”. Den var skrevet med VERSALER i et på en gang sprængt og kompakt formsprog og blev en inspiration for blandt andre Michael Strunge, ikke mindst for hans tidlige punkdigte SKRIGERNE!, der ligeledes er skrevet med højtråbende VERSALER og en glødende indignation som brændstof. En sammenligning: ”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan. ”DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I GRØNLIGT FJÆS),” skriver Broby. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller. Hassans indædte indignation gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens Danmark. Hos både Broby og Hassan skildres vold og overgreb i en telegramstil der besvarer den korporlige brutalitet med en sproglig brutalitet: ingen forklaringer, ingen floromvundne omskrivninger og ingen pueril udpensling af splatterdetaljer – just the facts, billeder der mejsles med tørre korte hug.

Hassans bog kan (som den selv peger på) tematisk set sammenlignes med Dostojevskijs Forbrydelse og straf, for de handler begge to om menneskelig fornedrelse og en forbryder der efter sine ugerninger bliver stadig mindre forhærdet; eller med Knausgårds Min kamp, der ligesom Hassans bog er baseret på selvbiografisk materiale og rummer et frådende faderopgør.

Enhver god digter skriver sig ind i traditionen ved at forny den; således også Yahya Hassan. Og når jeg nævner disse andre forfattere, er det fordi den litterære kontekst er lige så vigtig som Hassans opvækst, hvis man for alvor skal forstå hans bog.

Navnlig ved anden gennemlæsning lagde jeg mærke til at der ved siden at den nøgterne og skarptskårne skildring også er en refleksion til stede, som især viser sig i nogle paradokslignende formuleringer og små sproglige forskydninger. Som her: ”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER” – og her ligger det så lige til højrebenet at sige JER, men Hassan laver et karakteristisk fodskifte og dribler uden om den oplagte formulering; han skriver: ”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE,” hvad der er noget ganske andet og mere kompliceret. Det fortsætter: ”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”. I debatten om den her bog, som ingen af debattørerne har læst, hører vi meget om Hassans had, og én ting er at det er de færreste der kan skelne mellem virkelighedens og tekstens Hassan, noget andet er at ingen af debattørerne har opdaget at hadet i bogen ikke bare er rettet mod forældrene, men også mod forældrenes ulykke og mod jegfortælleren selv. Hvad forældrenes ulykkelige skæbne angår, fortsætter digtet sådan her: ”JEG VILLE HÆNGE JERES LYKKE I TRÆERNE/ MEN JEG HÆNGTE DEN I LØKKEN JEG SPISTE GLØDERNE”. Den fine glidning fra ”LYKKE” til ”LØKKEN” og videre til ”GLØDERNE” vidner om et subtilt poetisk formsprog. Og jegpersonen ser i disse linjer sig selv som den der tager livet af forældrenes lykke (andre steder i bogen ser han ganske anderledes på det).

Når jeg fremhæver det subtile poetiske formsprog og den litterære tradition Hassan skriver sig ind i, er det fordi jeg synes det er utroligt irriterende og meget respektløst over for forfatteren at han i hele den flodbølge af blogposter, debatindlæg og lyninterviews der er fulgt med denne bogudgivelse, stort set hele tiden bliver fremstillet som den autentiske perker, hvis stemme som en naturkraft er brudt frem af betonen – en anden-g’er der er vadet direkte fra Gellerupparken og ind på Gyldendal med en endegyldig førstehåndsberetning fra samfundets multikulturelle bund.

Det eneste opmuntrende ved flodbølgen har været at der er stor uenighed om hvad denne førstehåndsberetning går ud på: Mange på den nationale højrefløj opfatter bogen som et tiltrængt arabisk selvopgør og som en fordømmelse af Danmarks fejlslagne integrationspolitik, af islam i almindelighed og af det man med slet skjult racisme fremstiller som en særligt mellemøstlig voldskultur. Islamisk Trossamfund fastslår derimod at bogen overhovedet ikke handler om religion, men om en enkelt forvirret ung mand, der har brug for vejledning. Og i Politiken bliver Yahya Hassan hyldet halvt ihjel som en solstrålehistorie om en vaskeægte mønsterbryder (læg mærke til, i det lange citat nedenfor, hvordan forfatteren selv lægger ironisk afstand til ordene ”solstrålehistorie”, ”vaskeægte” og ”mønsterbryder”), han bliver fremstillet som den vrede unge mand (klicheernes kliché), der trods sin hårde opvækst har fået antaget en bog på Gyldendal, tænk engang, og nu tager han bladet fra munden. Alle fortæller kort sagt de historier de gerne vil fortælle, og ingen har læst bogen.

Noget af det der kendetegner god litteratur, er at den netop ikke kan reduceres til et budskab eller et debatindlæg. Den kan derimod give en nuanceret, flertydig, af og til selvmodsigende og usammenhængende fremstilling af et stykke virkelighed. Eller rettere sagt: en gestaltning, det vil sige en sprogligt prægnant og sanseappellerende fremstilling, som man kan mærke, som gør noget ved ens følelser og forestillinger – noget der ikke uden videre kan oversættes til andre ord end bogens egne, i hvert fald ikke uden at noget væsentligt går tabt.

Det er derfor det er så forstemmende at se alle disse ihærdige forsøg på at caste Yahya Hassan i den ene eller den anden eller den tredje rolle. Det er blandt andet forstemmende at erfare at redaktøren på Gyldendal (NOTE) – antagelig ud fra et kynisk hensyn til salg og lancering og med despekt for kunstnerisk integritet – har foreslået at forfatteren skulle kalde sin bog Ghettodigte, velsagtens for at sætte fed streg under at Danmark nu omsider har fået sin autentiske perkerforfatter (Allah være lovet sagde Yahya Hassan nej og lod titlen være fraværende eller tvetydig, jævnfør ovenfor). Og det er forstemmende at læse Politikens lederskribent, der begejstret fortæller at Hassan lancerer ”et nyt rasende sprogligt univers på ’perkerdansk’,” selv om sproget ikke er mere nyt end at det skriver sig ind i en lang tradition, og selv om størstedelen af den som sagt ikke er skrevet på perkerdansk, der i øvrigt for længst er en fast etableret stemme i satireprogrammerne. Undtagelsen er et par digte, blandt andre det afsluttende ”LANGDIGT”, der – som jeg læser det – netop er en parodi på vores hvide og velmenende forventning om hvordan en rod fra Gellerupparken skal lyde. Og her benytter forfatteren så den karakteristiske sociolekt der fucker ordstillingen op, sætter alle navneord i fælleskøn og laver fordoblet grundled:

”[…] MIG JEG ER PERKER/ MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER [parodisk stilbrud: ingen autentisk perker kender dét ord]/ MIG JEG HAR IKKE JOGGET I NOGEN SPINAT […]/ OG DIG DU BLIVER EN ÆSEL/ EN ÆGTEVASKE ÆSEL/ DIG DU BLIVER HIPHOP OG KRIMINEL OG MUSLIM/ DIG DU TALER EN GEBROKKEN DANSK/ OG EN GEBROKKEN ARABISK […]/ MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING/ OG JEG SIGER WALLAH […]/ JA MIG JEG ER PÅ VEJ TIL SOLSTRÅLEHISTORIE!/ OG NU JEG HAR FÅET BEVILLIGET EN HØJSKOLEOPHOLD/ SÅ JEG KAN KOMME VÆK FRA GHETTOEN!/ SÅ JEG KAN LAVE MIN MOR STOLT!/ MIG JEG ER FÆRDIG MED KRIMINALITET/ MIG JEG ER GANSKE ALMINDELIG HØJSKOLEELEV/ PÅ FORFATTERLINJE ENDDA!/ EN EKSANBRAGT/ EN EKSKRIMINEL/ EN EKSHASHOMAN/ EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!/ NU JEG HAR EN FREMTID!/ MEN DEM DER DE SIGER/ AT MIG JEG TALER MED ACCENT/ OG MIG JEG SIGER/ AT MIG JEG TALER IK MED ACCENT/ MIG JEG TALER MED AARHUSIANSK/ SELVOM JEG ER PALÆSTINENSER UDEN STAT/ JA MIG JEG ER FRA MELLEMØSTENS LANGELAND!/ OG ALLE OS FRA MELLEMØSTENS LANGELAND/ BLIVER TRØSTET MED EN CIVILISERET SPROG/ OG EN MANGEFARVET PAS FRA EN CIVILISERET LAND/ HENDE DER LUDER FRA JOURNALISTLINJE/ SIGER AT MIG JEG LIGNER IK EN DIGTER/ OG MIG JEG SIGER DIG DU LIGNER IK EN LUDER”

Der er svirp i afleveringerne her. De sproglige nyskabelser og humoren er stiltræk man også finder i den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiris fremragende, tematisk beslægtede roman Montecore (læs hvad jeg skriver om den her). Og som det fremgår, har Yahya Hassan – i modsætning til alle debattørerne – ikke selv nogen naiv forestilling om at hans ”jeg” er en entydig størrelse, for eksempel en autentisk ghettostemme. Han giver tværtimod den stereotype ghettostemme en flot brun langemand lige i fjæset, han vrister sig fri af den og erobrer sin egen, langt mere subtile stemme. Uagtet at Politikens lederskribent i sin begejstrede omklamring får reduceret Hassan til Yallahrup Færgeby, uagtet at islamisterne prøver at skubbe ham tilbage i koranskolen, uagtet at folk fra den nationale højrefløj prøver at trække ham ind deres klamme racistiske spind. Alle de geskæftige debattører der bare har brugt denne bogudgivelse til at promovere deres egen lille Hassan, de kan – som digteren selv har sagt det om én af dem – holde deres kæft. Og i stedet lytte til Yahya og hans møgbeskidte og velformulerede digterkæft. Og dvæle ved den. For der er ingen nem forklaring.

Hans bog er barsk, usentimental, vred, sjov, gribende og litterært set både avanceret og vellykket. Det er en stærk og usædvanligt fuldmoden debutdigtsamling fra en bare 18-årig forfatter, som jeg snart ikke orker at høre mere om, men som jeg hellere end gerne vil høre meget mere til.

Note: Efter at jeg lagde denne blogpost op, har den pågældende redaktør sendt mig en mail med følgende ordlyd: “Kære Niels, Nu læste jeg din blogpost – og jeg forstår godt din kritik. Til gengæld – hvilket du ikke kan vide – er den forkert. Det manuskript, jeg fik tilsendt i februar hed Ghettodigte – en titel Yahya og jeg hurtigt blev enige om at ændre. Jeg har talt med Y om det, og han siger han blev fejlciteret i Politiken, så din pointe er god – men desværre forkert. Mange hilsener.” Da jeg af principielle grunde ikke vil ændre på en blogpost som mange allerede har læst, liket og kommenteret, har jeg i stedet valgt at korrigere fejlen med denne note. Undskyld.

Dette blogindlæg blev til i anledning af at DR2 Morgen bad mig kommentere Yahya Hassans bog ud fra et litterært perspektiv i deres udsendelse på bogens udgivelsesdag, torsdag den 17/10 2013.


Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn

Kommenter dette indlæg:

En tanke om "Hver sin Hassan"

  1. Pingback: Dansk | Annotary

Der er lukket for kommentarer.