Jeg ærgrer mig lidt over selve begrebet ”erotisk litteratur”, for i mine øjne er det en fimset eufemisme. Lad os dog kalde en spade for en spade: Litteratur – og film – hvis største og måske eneste ambition er at gøre folk liderlige, er altså porno efter mine begreber. Og porno er en glimrende ting man kan have stor fornøjelse af, men det har sjældent noget at gøre med kunst og dermed heller ikke med god litteratur. Så bølgen af såkaldt erotisk litteratur er i mine øjne en soft porn-bølge, en bølge af triviallitteratur.
Når der af og til sådan kommer bølgegang i litteraturen, tror jeg det er vigtigt at gøre sig klart i hvor høj grad der er tale om en litterær tendens, og i hvor høj grad der er tale om en kommerciel strategi. Da Harry Potter dukkede op for 12-15 år siden, var der ingen der havde forstillet sig at der var noget kommercielt potentiale i fantasy-litteratur. Det var der så. Og det førte til en bølge af fantasy-udgivelser, fordi både forlag og forfattere øjnede en god forretning. Det er der intet galt i, men jeg tror ikke nødvendigvis man kan bruge fantasy-bølgen til at sige noget dybt om tidsånden eller sjælelivet. Og på samme måde forholder det sig med den såkaldt erotiske bølge nu: En enkelt komplet uventet kommerciel succes – bogen med de mange gråtoner – har ført til at en særlig genre netop nu boomer. Jeg synes det er værd at huske på at det meste af den såkaldt erotiske litteratur der er udkommet de sidste par år er bestillingsarbejder. Jeg er også selv blevet opfordret til at skrive erotiske fortællinger, men har pænt takket nej.
Nogle vil måske hævde at sådan en bølge vidner om et førhen ukendt behov hos læserne og på den måde alligevel afdækker en tendens i tiden. Men man har en meget naiv forståelse af hvad et marked er, hvis man tror det altid forholder sig sådan at efterspørgsel kommer før udbud. Gode forretningsfolk har til alle tider forstået at skabe et behov der ikke var der i forvejen, og at udnytte den velkendte lemmingeeffekt.
Det siges at det mest er kvinder der læser erotisk litteratur, men det er jo i det hele taget mest kvinder der læser. Hvis man undersøgte hvem der læser Benny Andersens digte eller Ida Jessens romaner, tror jeg også man ville finde en overvægt af kvinder.
Der er altid blevet skrevet erotisk. Sapphos saftige digte er noget af det ældste litteratur vi kender, og op gennem litteraturhistorien er der jævnligt blevet skrevet om sex – mest af mænd (mænd har historisk set skrevet størstedelen af den litteratur vi kender). Når visse mandlige forfattere lige nu hopper med på den såkaldt erotiske bølge, tror jeg igen det primært har at gøre med kommerciel strategi. Nogen har tænkt at der måske kunne være en niche dér. Der er bl.a. kommet en antologi med erotiske fortællinger, som slår sig op på kun at være skrevet af mænd.
Men hele spørgsmålet om forskellen på mænd og kvinder i forhold til erotisk litteratur indeholder en præmis jeg ikke er enig i, nemlig at der faktisk er en markant og entydig forskel på mænd og kvinder i den forbindelse. Det er jeg slet ikke sikker på der er. Derfor tror jeg heller ikke der er nogen særlig forskel på hvad mænd og kvinder kan tilbyde den erotiske litteratur. Jeg tror der er langt større forskelle mellem kvinder indbyrdes og mellem mænd indbyrdes, end der er mellem en gennemsnitsmand og en gennemsnitskvinde.
Hvis man leder efter markante forskelle på et generelt niveau, tror jeg social baggrund er langt mere afgørende end køn. Det er min fornemmelse at folk med kortere uddannelser har et mere ubekymret og frisindet forhold til sex end folk med længere uddannelser (og her taler jeg altså om en generel tendens, ikke om alle enkeltindivider). Promiskuitet – gruppesex, swingerklubber osv. – forekommer mig at være mere udbredt og mere accepteret blandt det man traditionelt kalder de lavere klasser, end i det veluddannede og kultiverede miljø jeg selv for det meste færdes i.
Men når jeg læser avisernes kultur- og debatsider og min news feed på Facebook, er der måske alligevel visse kønsforskelle:
Der har jo været – og der er stadig i visse miljøer – en klar forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til det seksuelle: Kvinder der er glade for sex, og som er seksuelt opsøgende, bliver traditionelt mødt med ringeagt, mens mænd med nøjagtig samme egenskaber er nogen fandens karle. Det forekommer mig at en omvendt forskelsbehandling gør sig gældende i dele af den kulturelle overklasse: En midaldrende kvinde der har langt yngre sexpartnere, betragtes som modig og frigjort og i skøn kontakt med sin seksualitet. En midaldrende mand der har langt yngre sexpartnere, betragtes som en klam og umoden gammel gris. Tænk på hvordan aviserne har behandlet henholdsvis Anne Linnet og Jørgen Leth: Linnets historie blev generelt betragtet som spændende og pirrende, Jørgen Leth blev dyppet i tjære og rullet i fjer og jaget ud af byen.
I det hele taget er der en tendens til at det er kvinders seksualitet det handler om. Det er den vi læser om, det er den der skal udforskes. Mandens seksualitet gider vi ikke høre om, for den tror vi at vi kender: Mænd vil bare knalde, så tit som muligt og med så mange som muligt, og så er den ikke længere. Igen mener jeg det er en fejltagelse at tro at der er en sådan entydig og markant forskel på mænds og kvinders seksualitet. Vi er som bekendt anatomisk forskellige, men mentalt set tror jeg der er langt større individuelle forskelle mellem mænd indbyrdes og mellem kvinder indbyrdes, end der er mellem en gennemsnitskvinde og en gennemsnitsmand.
I øvrigt synes jeg der er et problem i den danske anmelderstand når det kommer til det seksuelle. Og her taler jeg ikke kun om den såkaldt erotiske litteratur, der i mine øjne som sagt snarere burde kaldes porno, men også om de skønlitterære værker der har sex eller erotik som et tema. Bortset fra Politikens Lilian Munk Rösing, der klogt har påpeget at kønnet er et eksistentiale som fortjener at blive taget lige så alvorligt som for eksempel døden, er der stort set ingen anmeldere der er rustet til at vurdere den slags værker ordentligt. Enten er de så snerpede at de lader deres egen forargelse stå i vejen for en nøgtern vurdering af de kunstneriske kvaliteter, eller også måler de primært værket på dets p-værdi, altså på hvor stive eller våde i trussen de selv blev af at læse det, og får på den måde demonstreret deres eget frisind, mens værkets eventuelle kompleksitet og den nøgterne litterære vurdering også her glider i baggrunden.