Tyvens dagbog – oversætterens eftertanker

I foråret 1948 havde Jean Genet (1910-1986) sammenlagt tilbragt adskillige år bag tremmer, og efter endnu en forseelse stod han nu i fare for at blive idømt livsvarigt fængsel. Han kom fra meget beskedne kår, men til alt held havde han for nylig fået nogle indflydelsesrige venner. Den 15. juli 1948 skrev en række prominente personligheder – herunder Jean-Paul Sartre (1905-1980) og Pablo Picasso (1881-1973) – et åbent brev til Frankrigs præsident, som året efter benådede den kontroversielle forfatter. Genet kom aldrig i fængsel igen. Tværtimod blev han katapulteret ind i kulturlivets inderste cirkler, hvor eksistentialismen var det store modefænomen. Den rakte langt ud over filosofiens gebet og påvirkede ikke bare litteratur, teater og film, men var også en livsstil. De unge intellektuelle sad på Café Flore eller Les Deux Margots, iført mørkt tøj og pibe, og diskuterede tilværelsens grundlæggende meningsløshed med alvorsfulde miner og en heroisk-patetisk selvforståelse. Næsten alle i de kredse var højtuddannede og kom fra velstillede familier, men det gjaldt ikke den autodidakte provokatør, der netop var blevet løsladt fra fængslet.

Jean Genet.

Jean Genet.

Genet blev født uden for ægteskab af en 22-årig kvinde, der var ansat som husholderske. Da han var syv måneder gammel, overlod moren ham til socialforsorgen, og han blev anbragt i en plejefamilie i Nièvre i det centrale Frankrig. Han stak af flere gange; allerede som tiårig blev han taget for tyveri; og efter nogle omtumlede år blev han som femtenårig anbragt på forbedringsanstalten i Mettray. Her var han i tre år. Derefter meldte han sig til Fremmedlegionen. Efter at have gjort tjeneste i blandt andet Syrien, Marokko og Algeriet – og efter en periode som desertør på flugt – blev han bortvist i vanære efter at være blevet pågrebet under en homoseksuel akt. Herefter begyndte den periode i Genets liv der danner baggrund for Tyvens dagbog: Gennem flere år strejfede han omkring i Spanien, Italien, Jugoslavien, Tyskland, Belgien, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet … Han var fattig og hjemløs og ernærede sig primært som tyv og trækkerdreng. I 1937 var han tilbage i Paris, hvor han tilbragte de næste ti år med at ryge ind og ud af fængslet for tyveri, dokumentfalsk, usædelighed og løsgængeri. I fængslet begyndte han at skrive. Hans første offentliggjorte værk var digtet ”Le Condamné à mort” (”Den dødsdømte”), der handler om Maurice Pilorge, som også nævnes i Tyvens dagbog. Genet udgav selv digtet som privattryk i 1942; det udkom i et oplag på omkring hundred eksemplarer, hvoraf de fleste blev foræret til venner og bekendte. Et eksemplar fandt imidlertid vej til forfatteren, maleren og filminstruktøren Jean Cocteau (1889-1963), som blev meget begejstret. Genet var allerede i gang med sin første roman, Notre-Dame-des-Fleurs, og nu fik han hjælp af Cocteau, og snart efter tillige af Sartre. Også debutromanen udkom som privattryk i ganske få eksemplarer, det var i 1943, og på de parisiske cafeer begyndte Genet så småt at blive et navn, skønt næsten ingen havde læst ham. Selv læste han Sartres Væren og intet i fængslet, hvor han var yderst produktiv. I 1949 havde han færdiggjort tre skuespil, talrige digte og hele fem romaner, inklusive Tyvens dagbog, der var den sidste i denne række af selvbiografisk funderede romanværker.

Tyvens dagbog udkom første gang i 1948 i bare 400 eksemplarer hos Albert Skira i Schweiz, hvor der var mindre risiko for at det eksplicit homoseksuelle indhold ville give juridiske problemer. Det var angiveligt ”en ven” der bekostede udgivelsen; antagelig Cocteau. Bogen er dedikeret til Sartre og ”Castor”, det vil sige forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir (1908-1986).

Efter at have fået Genet benådet satte hans nye, indflydelsesrige venner sig nu for at få hans værker ud til et bredere publikum. De fik en aftale i stand med det store forlag Gallimard, der indvilligede i at udgive den nu 39-årige forfatters Œuvres completes (samlede værker). Det må siges at være et sjældent flot indtog på den litterære scene. Genet blev bedt om at revidere sine bøger inden udgivelsen; Gallimard ville ikke risikere retssager og konfiskering. Fire af de fem romaner i den selvbiografiske serie blev senere udgivet i deres oprindelige versioner, parallelt med Œuvres completes-udgaven, og foreligger også i dag hver især i to versioner.

Uvist af hvilken grund gjaldt det ikke Tyvens dagbog: Førsteudgaven er aldrig blevet genoptrykt; af de oprindelige 400 eksemplarer er der næppe mange tilbage; på Bibliothèque Nationale i Paris findes der tre, som ikke kan hjemlånes; så det er i praksis en tekst der ikke er tilgængelig. Franskmænd læser i dag Tyvens dagbog i Gallimard-udgaven.

Tyvens dagbog fik en kompliceret international historie, der her kun skal gengives kort: I 1954 udkom en engelsk oversættelse, ironisk nok i Paris, hos Olympia Press (som i de år udgav andre kontroversielle engelsksprogede bøger, blandt andet førsteudgaven af Vladimir Nabokovs (1899-1977) Lolita og Henry Millers (1891-1980) trilogi Sexus, Plexus og Nexus). Den engelske oversættelse fulgte Skira-udgavens tekst, samtidig med at de fodnoter Genet havde udarbejdet til Gallimard-udgaven, blev tilføjet. Resultatet var en slags bastard eller kompromis mellem de to versioner. En amerikansk oversættelse fra 1964 baserede sig ifølge bogens kolofon på Gallimard-udgaven, men var dog i virkeligheden identisk med bastard-versionen fra Olympia Press.

Sidstnævnte version – førsteudgavens tekst med andenudgavens noter – ligger også til grund for den første danske oversættelse ved Jørgen Rothenborg. Den udkom på Hans Reitzels Forlag i 1955, tolv år før forbuddet mod skriftlig pornografi blev ophævet i Danmark. Det er en djærv, om end noget ujævn tekst, der i overensstemmelse med datidens skik tager sig større friheder i forhold til kildeteksten end man ville gøre i dag.

Oversættelseshistorien betyder at Genets oprindelige tekst, som i Frankrig kun kendes af specialister, er blevet den gængse på engelsk og dansk (og andre sprog). Og det rejser naturligvis spørgsmålet: Hvilken version er den rigtige?

De to udgaver af Tyvens dagbog er ikke særlig forskellige. I Gallimard-udgaven er de seksuelt mest eksplicitte formuleringer strøget eller nedtonet (det er primært nogle direkte benævnelser af analsex, samt nogle begejstrede beskrivelser af mandlige kønsorganer). Samlet set er der næppe strøget eller nedtonet mere end et par sider; og det ændrer – i det mindste i mine øjne – ikke noget væsentligt ved bogen, som, uanset hvilken version man læser, rummer heftigt lidenskabelige skildringer af begær, dominans og underkastelse, af tilværelsen som bøsse, tyv og vagabond, og af den komplicerede følelse af på én gang at være udskud og helgen.

Skønt forskellene ikke er store, kan man stadig diskutere hvilken version der er den rigtige. Skal man opfatte Skira-udgaven som en original og dermed som det mest autentiske udtryk for Genets evner? Eller skal man tværtimod betragte denne førsteudgave som en kladde, der først senere fik en endegyldig udformning? Giver det overhovedet mening at hierarkisere versionerne på den måde? I billedkunsten er det ikke ualmindeligt med flere næsten-identiske udgaver af samme værk.

Det er værd at bemærke at Genet ikke blot har gennemgået manuskriptet med en rød censurpen i den ene hånd og den anden hånd vredet om på ryggen af Gallimard og lovgivningen. Han benyttede lejligheden til en grundigere gennemarbejdning af teksten. En række detaljer blev ændret, fodnoter blev føjet til, og alt i alt fremstår Gallimard-udgaven lidt mere raffineret, litterært set. Førsteudgaven er aldrig blevet genoptrykt, hellere ikke senere i Genets liv, hvor en mere lempelig lovgivning ville have gjort det uproblematisk. Derfor må man antage at Gallimard-udgaven – der ligger til grund for den nye oversættelse – er den version forfatteren har ønsket skal blive stående.

Jean-Paul Sartre.

Jean-Paul Sartre.

Selv om Tyvens dagbog er den sidst skrevne af Genets fem selvbiografisk prægede romaner, var det den første Gallimard publicerede. Den blev sendt på gaden i 1949, inden Œuvres completes blev lanceret. De samlede værker skulle Sartre nemlig skrive forord til, og forordet lod vente på sig; først i 1952 var det færdigt, og da var det svulmet op til et næsten syv hundred sider langt essay, der fik titlen Saint Genet. Comédien et martyr (”Sankt Genet. Skuespiller og martyr”). Skønt det omfangsrige essay rettelig hører til blandt Sartres samlede værker, og kun dér, indgik det bizart nok – i første omgang anonymiseret – som bind I i Genets Œuvres completes. Genet var stærkt påvirket af Sartres digre hagiografi og kunne, fortalte han i et interview, næsten intet skrive de følgende mange år. Andetsteds har han dog udtalt at han syntes Saint Genet var en kedelig bog, og at han aldrig fik læst den færdig. Uanset hvordan det forholder sig, er der ingen tvivl om at Genet blev båret ind på parnasset i en guldstol. Tyvens dagbog er gennemsyret af følelsen af at være forladt, udsat, udenfor – på én gang frygtløst nedsænket i elendighed og højt hævet over borgerlig snusfornuft og bornerthed. Det var en selvforståelse tidens unge intellektuelle kunne identificere sig med. Ifølge Sartres eksistentialistiske filosofi fødes mennesket ind i en meningsløs verden. Kun ved at træffe valg kan man give tilværelsen mening; valget er den afgørende handling og det eneste der kan redde én fra meningsløshed og angst. Café-eksistentialisterne havde næppe selv stået over for ret mange virkelig afgørende valg – valg hvor ens liv, førlighed eller samlede ejendele står på spil – og var stærkt fascinerede af en ægte udsat eksistens som Genet. Han var, kunne man sige, eksistentialisternes præmieproletar, deres ”ædle vilde”, og dyrkede i øvrigt også selv sit image som helgen, martyr og bad boy fra de lavere klasser – et image som især Sartre havde været med til at give ham. For Sartre var Genet en eksistentialistisk helt og et kunstnerisk geni; hans begejstring for den fem år yngre kollega nærmede sig måske nok det vampyragtige, men samtidig var det i høj grad hans fortjeneste at Genet både blev anerkendt på parnasset og læst i brede kredse.

Fra højre mod venstre: Ginsberg, Burroughs, Genet.

Fra højre mod venstre: Ginsberg, Burroughs, Genet.

Også de amerikanske beat-forfattere – navnlig Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) – betragtede Genet som et forbillede og mødtes ved flere lejligheder med deres idol. Det er heller ikke svært at se en forbindelseslinje fra Genet til vores egen tid og den bølge af autofiktion der de seneste ti-femten år er skyllet ind over Skandinavien – fra tv-serien Klovn over Karl Ove Knausgårds (født 1968) Min kamp til Yahya Hassans (født 1995) selvbetitlede debutdigte. Især Hassan kan måske ses som en pendant til Genet i kraft af sin radikale livsførelse, sin selvbiografisk funderede skrift og kulturelitens massive begejstring for hans fremmedartede stemme. Tyvens dagbog vidner om at man allerede for snart trekvart århundred siden – længe inden ordet autofiktion – kunne praktisere en intrikat sammenvævning af liv og værk og skabe både forargelse og fascination, vel at mærke med litteratur af høj kvalitet.

* * *

Disse eftertanker blev til i forbindelse med min nyoversættelse af Tyvens dagbog og publiceres her i anledning af udgivelsen den 15. september 2017. Stor tak til Anton Juul for research på Bibliothèque Nationale i Paris og for nyttige bemærkninger til en tidligere version af ovenstående tekst.

 


Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn

Kommenter dette indlæg: