Virus er et sprog vi ikke forstår. Uvidenhed fører til frygt, siger man, men jo mere viden jeg får om virus og dens konsekvenser, jo mere frygtindgydende synes jeg det ser ud. Alting går lynhurtigt, udviklingen er ekstremt volatil og helt uforudsigelig. Jeg burde være skrækslagen, tænker jeg. Pandemi, Pandæmonium – uanset hvor på globen man zoomer ind, er der en ny katastrofefilm: Amerika som jeg skrev om i går, Afrika der antagelig er endnu mere doomed, Bangladesh hvor mere end 10.000 mennesker i går i timevis stod tæt sammen på en mark i en fælles bøn om et mirakel mod corona, flygtningelejrene i Syrien hvor social distancering er umulig og lægehjælp så godt som ikkeeksisterende, Europa i ekspresfart mod totalitarisme … Alligevel er jeg ikke bange. Måske er det en slags fartblindhed, en mærkelig og ikke helt ubehagelig uvirkelighedsfølelse, ligesom den afklarede ro der kan indfinde sig når man står midt i et trafikuheld eller en arbejdsulykke og til sin egen overraskelse formår at gøre det rigtige med de lemlæstede kroppe. Ikke at forfærdelsen og væmmelsen ikke er der, det er de, de er en del af den virkelighed man står i, men ikke en styrende del, de er ligesom indskrevet i omgivelserne, mens man selv står uden for det hele eller mærkeligt viljeløs lader noget andet handle gennem én og blot betragter scenariet fra et ikke-lokaliserbart allested. Ser hvordan alting sker af sig selv, glasklart og helt uforståeligt.
Måske burde jeg skamme mig over min uvirkelighedsfølelse. Jeg følger nyhedsstrømmen med samme iver og opstemthed som var det et reality-show. Jeg synes det er umodent, uansvarligt. Det her er ikke et scenarie, siger jeg til mig selv, det er ikke en øvelse, det er ikke en film. Selv om grænserne mellem fiktion og realitet er opløst i den virtuelle verden, som vi tilbringer stadig mere tid i, og hvor virkeligheden bliver fortalt, og fortællingerne bliver virkelige, er der stadig noget der hedder IRL, meatspace, liv og død. Hvis du er i tvivl om hvorvidt noget er virkeligt, har den israelske historiker Yuval Harari sagt, så spørg dig selv: Lider det? Lidelsen som realitetstest, som virkelighedskriterium – det synes jeg er modent og ansvarligt. Men jeg er ikke i stand til at tage lidelsen ind. Det er velkendt at afstand spiller en rolle i oplevelsen af medlidenhed. Geografisk afstand, kulturel afstand, etnisk, kønsmæssig, artsmæssig afstand. Jo længere væk man er, jo mere upåvirket er man af de væsener der lider. Det samme gør sig gældende med afstand i tid. Jo længere tilbage i tiden lidelserne er, jo mindre kan mærke dem i sit eget nervesystem, uanset hvor detaljeret en viden man har om Holocaust eller Den Sorte Død. Hvilket også er grunden til at det er så svært for mange af os at tage klimakrisen alvorligt nok. Vi forstår den, men vi mærker den ikke. Trods alle vores intellektuelle færdigheder er vi stadig pattedyr, det er følelserne der styrer vores adfærd. Følelserne er et sprog fra det indre rum, vi forstår det ikke, men vi handler på det.
Virus er et sprog vi ikke forstår. Noget af det der bliver afgørende for corona-pandemiens udvikling og efterdønninger, er hvor bredt lidelserne rammer. I det enkelte land, den enkelte by, den enkelte bekendtskabskreds og på kloden som helhed. For det er dét der afgør hvor udbredt medlidenheden bliver. Hvis lidelserne kommer tilstrækkeligt tæt på tilstrækkeligt mange, kunne man måske håbe på at også vores nervesystemer omsider vil forstå dét som vores rationelle hjerner for længst har indset, så vi kan få den abrupte og radikale adfærdsændring der skal til hvis vi ikke om tyve, tredive, fyrre år skal se kaos og lidelser, virkelige lidelser, der vil få os til at længes tilbage til corona-pandemiens dage.
Nu lyder jeg alarmistisk igen, jeg ved det godt. Jeg er stadig ikke bange, men ved siden af den behageligt opstemte uvirkelighedsfølelse er der en følelse af nødvendighed, uomgængelighed, alvor. Noget sker nu, noget taler. Vi er nødt til at prøve at forstå dette sprog fra det ydre rum. Hvis en gigantisk meteorsten var på vej mod Jorden, ville vi næppe male fjendebilleder af den og fortælle skrækhistorier om den. Vi ville næppe tale om hvis skyld det var. Vi ville hjælpe hinanden med at afværge katastrofen. Det håber jeg i det mindste. Jeg håber der findes omstændigheder hvor vi ville være i stand til at stå sammen alle sammen, i gensidig, virkelig medlidenhed. Måske er min alarmisme ikke velbegrundet. Måske er der noget andet i mit nervesystem som jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode, og som farver min forståelse af alt udenfor. Og måske er der en sammenhæng mellem alt udenfor og det jeg faktisk er bange for, men ikke kan afkode.
# # #