Noget om vers og Halfdans ABC
Ah! er det første bogstav, uhæmmet velbehag, ren og skær nydelse. Der sker noget rart, og kroppen svarer med luft og stemme, næsten sprog: Ah!
Tungen er en antenne, der både kan modtage og sende: honning, oliven, mandel, citron. Hos det lille barn er den ikke kun et smagsorgan, men også et berøringsorgan: Alting skal mærkes med munden. Pludrelyde bliver ofte udlagt som taleforberedende øvelser, en slags fonetisk gymnastik, og det er påvist hvordan spædbarnet til at begynde med har et universelt beredskab af lyde, som i løbet af nogle måneder degenererer til et lokalsprogligt repertoire. Men et andet aspekt ved barnets pludren er at den etablerer en sammenhæng i passagen fra det umælende til det sprogbrugende menneske – en passage der samtidig er en overgang fra én sans til en anden: En taktil verden transformeres til en verden af lyd. Tungen berører nu tingene med tøvende sproglyd og forvandler sig fra nærsans til fjernsans; den forsøger at smage med ordene, mærke med ordene, huske med ordene – også på afstand smager ”ma-ma” af mælk og varme. Ordene gør det nemmere at håndtere det ellers navnløse fravær; de kan gøre tingene nære, trække et billede af dem helt ind i munden. Sproget er et sanseorgan.
Gentagelsen, rytmen, er afgørende her: Mama, papa, det er næsten universelle ord. Der er en elementær tilfredsstillelse forbundet med gentagelser og rytmer, gentagelser med variationer. Det gælder i legen, i musikken, i sexlivet, i erkendelsen – og ikke mindst i vers, rimede såvel som urimelige. Vers, dvs. tekst med ikke-tilfældige linjebrud, er en form for sprog hvor rytmen og den varierede gentagelse træder markant frem. Vers kan i selve deres form være legende, musikalske, sexede, indsigtsgivende og mere til, og af og til er de det hele på en gang.
Vers er kort sagt noget helt grundlæggende. Også (litteratur)historisk set. I antikken blev ikke bare digte, men også store episke fortællinger, videnskabelige afhandlinger og breve skrevet på vers. Og den udbredte fordom om at verstekster er svære og mærkelige, kan kun skyldes at visse voksne på en eller anden måde får bildt børn ind at det forholder sig sådan. Men jeg siger vissevasse til visse voksne: Vers er ikke mærkeligere end alt muligt andet, og for små børn er alting nyt og mærkeligt – og selvfølgeligt. Børn er i udgangspunktet åbne, nysgerrige og nydende: Ah!
Det er det nydende Ah! vi som voksne skal holde fast i når vi begynder at B børn om at C både D og E, for eksempel i skolen. Til den L-M-N-tære begyndelse findes der på dansk en fantastisk ABC, nemlig Halfdan Rasmussens. Mange stifter heldigvis bekendtskab med den allerede i førskolealderen, men den ville også være god at lære at læse med. Det er muligvis pædagogisk ukorrekt, for den har mange svære ord (der er dog også både en sø og en ø og en ål). Men det ville være poetisk korrekt. For i Halfdans ABC vil børnene møde regelret metriske og rimede digte, som både er absurde, betagende, chokerende, drømmeriske, eventyrlige, og – for nu at springe i alfabetet – rørende, skønne, tankevækkende, uhyggelige, vittige, wow: x-centriske, ypperlige, zindzyge, ængstende, ømme og åndssvage. Der er irske dværge, norske nisser og lodne trolde; der er den kødfulde Kæmpe-Else i pels, som propper sig med pølser til hun sprækker, og der er en gal kanonkonge, som skyder hoved og hat af sin kone. Der er Freddy Fræk fra Fakse, Julemanden Julle og Osteskipper Ostenfeldt; og der er anemoner i kanonen, ålebid i tåen og brændende bukser. Ild i røven, kort sagt.
Med Halfdans ABC kan børn ikke alene labbe lækre vers i sig og lære at læse. De kan også udforske versene, finde ud af hvorfor de ligger godt i munden og gør sjove ting med tungen – og med hjernen. De kan erfare hvordan en verstekst er langt nemmere at lære udenad end en prosatekst. Og så kan de gå videre med samme Halfdans Tante Andante og med Dantes Guddommelige Komedie, Ovids Forvandlinger og Homers Odysseen (de tre sidstnævnte findes i fremragende nutidige og mundrette fordanskninger, så der er ingen undskyldning for at snyde børnene for dem). Også her vil de støde på fastformede vers, der er fyldt med absurde og tankevækkende og uhyggelige og rørende og skønne og voldsomme ting.
De kan også gå videre med sange, Ingemanns for eksempel, og for min skyld må de gerne lære nogle salme- eller koranvers udenad (men Gud/Allah forbyde at de udsættes for religiøs indoktrinering). Så kan de lagre de hellige vers ved siden af Halfdan og Homer og Malk de Koijn og Inger Christensen. Vers man kan udenad, er indre og umistelige smykker, og jeg tror det er sundt for sjælen at smykke sig med vers, der i kraft af deres klange og billeder trækker det fjerne tæt på og gør verden større. Vers som kan sætte lyd og lys på nogle af de tavse og mørke ting vi hver især render rundt med indeni: Åh!