Tanker om litteratur og identitet
Spørgsmål om identitet fylder en del i den litterære debat i disse år. I første halvdel af 2014 var der den såkaldte ”hvidhedsdebat”, hvor det blev diskuteret i hvilket omfang forfatteres og kritikeres køn, etnicitet og seksualitet spiller ind i frembringelsen og modtagelsen af litteratur. Et års tid senere slog en Høeg ned i andedammen med en ukvalificeret påstand om at dansk litteratur lider under kvindelig dominans, og at yngre kvindelige forfattere er navlepillende og kun skriver om sig selv. Men hvad vil det egentlig sige at skrive om sig selv? Og som sig selv?
Den omsiggribende autofiktion har gjort det vanskeligere at svare på disse spørgsmål. Begrebet er problematisk, fordi det bruges til at betegne vidt forskellige fænomener, men i denne sammenhæng er det tilstrækkeligt med en pragmatisk definition: Autofiktion er den type litteratur hvor der er navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Om der så også er identitet mellem disse tre størrelser, er et andet og langt mere kompliceret spørgsmål.
Ud fra denne definition skriver både Yahya Hassan og Karl Ove Knausgård autofiktion, og forestillingen om autenticitet er antagelig en medvirkende årsag til den enorme fascinationskraft der udgår fra dem begge: Til trods for at der som genrebetegnelse står ”digte” eller ”roman” på forsiden, tilskrives deres bøger en art dokumentarisk sandhedsværdi. De er i en vis forstand ikke fiktion, men virkelighed – ægte levet liv, live og direkte.
Men er der mere af mennesket Yahya Hassan i digtsamlingen Yahya Hassan, end der er af mennesket Søren Ulrik Thomsen i digtsamlingen Rystet spejl, som ikke er autofiktiv, for så vidt som jegpersonen ikke har et navn? Er der mere af mennesket Karl Ove Knausgård i romanen Min kamp end der er af mennesket Michel Houellebecq i romanen Underkastelse, som ikke er autofiktiv for så vidt som jegpersonen hedder François? Hvad ville der ske hvis man transponerede hele Knausgårds kæmpeværk fra første til tredje person og kaldte hovedpersonen Jokum Hansen? Hvad vil det overhovedet sige at skrive om sig selv? Er det noget man kun kan gøre i første person? Kan man tale med en anden stemme end sin egen, ja, ligefrem med en andens stemme, med flere stemmer? Kan man tale i en andens navn? Det er nogle af de spørgsmål man næppe har overvejet særlig grundigt hvis man kun er en Høeg og ikke en ørn til litteratur.
*
Undersøgelsen af det komplicerede forhold mellem litteratur og identitet kan tage udgangspunkt i et tankeeksperiment: Hvad nu hvis det havde vist sig, et par måneder efter at Yahya Hassans digte udkom, at det slet ikke var ham der havde skrevet dem? Hvad nu hvis det havde vist sig at digtene i virkeligheden var skrevet af en hvid, midaldrende kvinde, fx den kontaktperson han angiveligt havde et forhold til? Hvad nu hvis de to var trådt frem i fællesskab og havde afsløret at han havde fungeret som hendes hånddukke? Ville det ændre noget i forhold til digtsamlingen?
Både nej og ja. Det ville være svært at argumentere for at digtene pludselig blev dårligere. Alligevel ville de fleste læsere antagelig opfatte dem anderledes. Afsenderen – eller rettere: modtagerens forestilling om afsenderen – var i dette tilfælde en del af meddelelsen. Dét forhold gælder i det hele taget for autofiktion.
En del autofiktive forfattere spiller, med varierende grader af subtilitet, på denne forestilling om identitet mellem dem selv og den litterære figur de har frembragt, og som de har givet deres eget navn. Nogle er måske naive nok til ligefrem selv at tro på denne identitet. En forfatter som Maja Lee Langvad vælger at understrege det selvoplevede: Hendes bog Hun er vred bærer undertitlen ”et vidnesbyrd om transnational adoption”. Med dét ord knytter Langvad an til den såkaldte vidnesbyrdlitteratur, der består af personlige beretninger fra Holocaust, Gulag eller andre verdenshistoriske rædsler. Ikke alene trækker ordet ”vidnesbyrd” teksten væk fra fiktion og digt og hen i retning af vidneudsagn og dokumentation, det kan også have den funktion at det immuniserer teksten mod kritik for så vidt som det er etisk angribeligt at kritisere det smerteligt selvoplevede – omtrent lige så moralsk forkasteligt som at benægte folkemord.
Lene Myong – der er en del af det såkaldt antiracistiske miljø omkring Modkraft.dk og Peculiar.dk – bruger ordet ”minoritetsvidnesbyrd” om Yahya Hassans digte. Det ligger som en uproblematiseret præmis at Hassan har en særlig identitet som andengenerationsindvandrer, og at hans bog er en dokumentation af det der i Myongs miljø kaldes hans særlige ”kropslige erfaringer”.
Hvis det som i tankeeksperimentet ovenfor havde vist sig at Hassans bog ikke var skrevet af en brun mand, men af en hvid kvinde, ville det være vanskeligt at tale om ”minoritetsvidnesbyrd” og ”kropslige erfaringer”. Nogle ville måske så opfatte bogen som et falsum eller i hvert fald se det som uærligt at forfatteren brugte Hassan som hånddukke, at hun fordækt talte med en andens stemme. Men er det ikke netop typisk for litteraturen at forfatteren taler med en anden(s) stemme – i det mindste med en anden stemme end den han eller hun benytter over for kæresten eller bankrådgiveren? Ja, at forfatteren indimellem taler i flere tunger? Og er det ikke noget af det der adskiller den litterære tekst fra andre teksttyper som fx kronikker og debatindlæg?
En medvirkende årsag til at Hassans digtsamling straks fik stor udbredelse, var antagelig at den i den brede offentlighed fra begyndelsen blev reduceret til et debatindlæg. Den blev kort og skidt læst som en kritik af den muslimske underklasse i Ghettodanmark, både af dem der som Dansk Folkeparti jublede over kritikken, og af dem der som førnævnte Myong og svensk-iranske Athena Farrokhzad var bekymret for om kritikken ville bære ved til racismens bål (Farrokhzads anmeldelse af Hassans digtsamling blev startskuddet til den nævnte hvidhedsdebat).
Georg Brandes mente som bekendt at litteraturen skulle sætte problemer under debat, men spørgsmålet er om romaner og digte egentlig kan debattere problemer, eller om de snarere egner sig til at problematisere debatter: omrokere de fastlåste positioner, rokke ved skråsikkerheden, skabe tvivl, flertydighed og eftertanke. Dele af hvidhedsdebatten var præget af en temmelig statisk forståelse af identitet: Denne komplekse størrelse blev diskuteret ud fra en slags sættekasse af binære kategorier, hvor mennesker kunne anbringes alt efter om de var brune eller hvide, kvinder eller mænd, homo- eller heteroseksuelle. Men ingen af disse kategorier er særlig entydige, man kan være fx hvid heteroseksuel kvinde på et utal af måder (som Elisabeth Friis fint har påpeget, talte Mette Høegh i sit debatindlæg som en hvid mand og fremførte et klassisk patriarkalsk synspunkt). Mange af de spørgsmål der blev drøftet i hvidhedsdebatten – er anmelderkorpset repræsentativt i forhold til køn, seksualitet og etnicitet? Hvem kan skrive, læse og anmelde hvad? – bliver mindre relevante hvis man indser at identitet er en mere flydende og foranderlige størrelse end sættekassetænkningen lader ane.
At identitet faktisk er en dynamisk størrelse, fremgår tydeligt af både Hassan og hans bog. For digtsamlingen Yahya Hassan er langt mere kompleks og flerstemmig end den nævnte reduktive reception bemærkede. Den er ikke et politisk synspunkt, den er ikke en position i debatten, men en slagmark hvor synspunkter og synsvinkler brydes, den er sammensat og selvmodsigende, den sætter spørgsmålstegn ved hvad identitet overhovedet er. Derfor er det tragikomisk når både racister og såkaldte antiracister læser den håndfast som en brun mands vidnesbyrd.
Hassan er tydeligvis andet og mere end en repræsentant for sin etnicitet og sociale baggrund. Det fremgår ikke mindst af hans videre færd efter bogens udgivelse, altså af det man, om end tøvende, kunne kalde hans kunstneriske praksis. Hassans eksempel viser nogle af de muligheder en kunstner har for at sætte sin egen identitet i og på spil og dermed rokke ved den statiske forståelse af fænomenet identitet.
*
Det er basisviden for enhver seriøs beskæftigelse med litteratur at forfatteren og fortælleren ikke er den samme. Forfatteren er et menneske med krop, køn og cpr-nummer. Fortælleren er den instans i en skønlitterær tekst der bærer synsvinklen eller distribuerer synsvinklerne. Man kan sagtens læse og forstå tekster og leve sig ind i deres fortæller uden at kende noget til forfatteren. Det gælder for mange værker fra middelalderen og antikken at vi intet eller næsten intet ved om forfatterne, og selv en tekst der er anonym, er ikke af den grund ulæselig. Men fra det øjeblik vi ved noget om forfatteren, kan værket tilskrives et nyt lag af betydning: Teksten åbner sig for biografiske læsninger.
Selv om forfatter og fortæller altså er to væsensforskellige ting – et levende væsen og et sprogligt funderet fænomen – er det ikke nogen enkel sag at vikle dem ud af hinanden i de tilfælde hvor forfatterens identitet er kendt. Og læserens forestilling om forfatterens identitet påvirker som nævnt i særlig grad læsningen når der er tale om autofiktion, hvor navnesammenfaldet mellem forfatter og fortæller umiddelbart postulerer en identitet mellem dem.
Sagen kompliceres yderligere af at der kiler sig en tredje størrelse ind mellem papirfiguren og mennesket bag, nemlig forfatterpersonaen: den figur forfatteren gestalter i medierne, ved oplæsningsarrangementer og lignende. Knud Romer har brugt udtrykket ”hånddukken” om den version af ham selv der optræder i offentligheden som den speedsnakkende og livstrætte tidligere reklamemand, der viste sig at huse en dannet og følsom kunstner. Denne hånddukke er en anden end den Knud Romer der lever et privat liv vi per definition ikke kender noget til. En forfatter som Suzanne Brøgger er også meget bevidst om sin offentlige fremtræden, hun optræder i rollen som Suzanne Brøgger, med en bestemt type påklædning, et bestemt sæt holdninger og en bestemt attitude. Det samme gælder fx Helle Helle eller førnævnte Thomsen og Houellebecq. I en vis forstand har enhver forfatter, uanset om hun eller han er bevidst om det eller ej, en forfatterpersona. Endda en persona som forfatteren selv ikke har hundred procent kontrol over. For anmeldere, journalister, læsere og medier kan også være med til at forme denne særlige identitet.
Visse forfattere arbejder aktivt med at gøre deres forfatterpersona til en del af værket. Et tydeligt eksempel er Claus Beck-Nielsen. Hans værk består på den ene side af traditionelle udtryksformer som bøger, teaterforestillinger, koncerter og lignende, og på den anden side af hans optræden i interviews og reportager i aviserne. For tiden turnerer han rundt iført dametøj og navnet Madame Nielsen. Tidligere har han optrådt som hjemløs og som demokratiforkæmper i USA og i Mellemøsten. Han skifter ofte navn, og hans bøger er autofiktive. Men hvem er han egentlig? Er det menneske der gemmer sig bag disse skiftende navne og forklædninger, overhovedet det samme? Eller er spørgsmålet forkert stillet, skulle man snarere spørge: Hvad er det for et menneske der træder frem og bliver til i kraft af disse forvandlinger? Det er netop spørgsmålet om identitet Beck-Nielsen rejser med sin omskiftelige kunstneriske praksis.
Hvis man ser på hvad der er sket med Yahya Hassan siden han udgav sin digtsamling, kan man forsøgsvis sammenligne ham med Beck-Nielsen. Hassan har på flere måde gennemgået en række identitetsforvandlinger. Man kan indvende mod denne sammenligning at Beck-Nielsen arbejder reflekteret med sin forfatterpersona, at han er bevidst om sin performance i medierne, mens Hassan blot er en forvirret ung mand, der højst på et intuitivt plan er klar over hvad det er han laver. Men i det øjeblik man opfatter forfatterpersonaen som del af et værk, er det ikke længere afgørende hvilken grad af bevidsthed og refleksion der ligger bag, for et kunstværks betydning kan ikke meningsfuldt reduceres til kunstnerens intention, værket er større og klogere end sin ophavsmand, læseren eller betragteren kan med sin baggrund, sine evner og sin viden se andet og mere i værket end den person der har frembragt det. Og hvordan kan vi for resten vide hvor bevidst eller intuitivt der arbejdes hos henholdsvis Hassan og Beck-Nielsen? De medier de bruger til deres selviscenesættelser, iscenesætter dem af og til på andre måder end de to forfattere selv gør, og den fiktion de skaber, kan foregribe en virkelighed der siden hen indhenter dem (som da Beck-Nielsen efter at have spillet hjemløs, faktisk blev hjemløs). Efter alt at dømme kan hverken Hassan eller Beck-Nielsen overskue konsekvenserne af det identitetsspil de har sat i gang, blandt andet fordi omverdenens reaktioner hele tiden indskriver sig som en del af værket. Derfor er sammenligningen mellem dem, alle forskelle til trods, ikke urimelig.
Hassans identitetsforvandlinger er ikke mindre forbløffende end Beck-Nielsens. Til at begynde med var han den vrede unge digter, en fuldfed kliché som ikke mindst Politiken dyrkede: en slags opdateret Michael Strunge med anden etnisk baggrund. Ret hurtigt blev han så samfundsdebattør (i et større omfang end Strunge nogen sinde var). Tilsyneladende foretog han ved den lejlighed samme tematiske reduktion af sit værk som den brede offentlighed: Han virkede dummere end sin digtsamling. Der skete også en forvandling i det ydre. I tiden omkring sin debut optrådte Hassan i læderjakke, hættetrøje eller skovmandsskjorte, altså i den påklædning man ville forvente af en ung andengenerationsindvandrer fra ghettoen. Men på et tidspunkt skiftede han ham og begyndte at gå i stilfulde jakkesæt, dyre skjorter og blanke støvletter. Man kan sige at han begyndte at klæde sig som en person fra dén kulturelle elite han pludselig var blevet en del af. Eller at han klædte sig ud som en sådan person. Og på samme måde som da Beck-Nielsen fra den kulturelle elite iførte sig kikset og møgbeskidt hjemløsetøj, skete der noget med vores opfattelse af Hassan da han skiftede ghettokostumet ud med en slags dandykostume. Han lignede pludselig en rig kunstner eller en hoven intellektuel – og det var han måske også? Han lignede ikke længere en voldelig og kriminel ghettodreng – men det var han måske stadig? Havde han, i overført forstand, stadig hættetrøjen på inden under habitten?
Efterhånden som Hassan blev en fast deltager i debatterne, begyndte hans holdninger at ændre sig. I tiden omkring debuten tog han afstand fra den muslimske kultur han var opvokset i, og kritiserede parallelsamfundene i ghettoerne. Men efter sin ydre forvandling begyndte han at identificere sig mere og mere med sin muslimske baggrund. Han tog kraftigere afstand fra de højernationale debattører der havde omfavnet ham, og kritiserede fx Vestens bekæmpelse af ISIS. Han fremførte kort sagt synspunkter man næppe ville have lyttet til med samme alvor hvis han stadig havde været iført hættetrøje – eller mandekjole og langt skæg.
I det tidlige forår 2015 begyndte han så at arbejde som politisk aktivistisk billedkunstner. Han lavede nogle photoshoppede billeder af Kristian Ditlev Jensen og Henrik Dahl og publicerede dem på Facebook med en mediestorm til følge. Den politiske aktion var mislykket for så vidt som den endte med at demonstrere præcis den modsatte pointe end det der angiveligt var intentionen (tanken var at Ditlev Jensen og Dahl skulle smage deres egen ytringsfrihedsmedicin, men i modsætning til hvad der var tilfældet med muhammedtegningerne, førte Hassans satirebilleder ikke til hverken mord, vold eller trusler). Alligevel genvandt Hassan tilsyneladende noget af sin popularitet blandt den muslimske minoritet han havde skubbet fra sig med sin indledende kritik af patriarkalsk vold og socialt bedrageri i ghettoerne.
Mange fulgte med stor undren Hassans udfoldelser som satirekunstner. Her knap halvandet år efter debuten var han blevet en slags realitystjerne. På samme måde som Beck-Nielsen i perioder har været det, var Hassan blevet den kulturelle elites svar på Gustav Salinas eller Linse Kessler: Vi og vores medier, ikke mindst DR og Politiken, følger disse stjerner med en tilsyneladende umættelig appetit, Hassan har ikke kun livvagter men også kamerahold på slæb, alt hvad han foretager sig, bliver bragt videre til den frydefuldt gysende offentlighed. Hvad er der nu sket med Hassan? Se med når vi igen sender Poetry Hotel. Hvad har Hassan nu fundet på? Følg med i næste afsnit af Litteraturen på Bryggen.
Og det næste Hassan fandt på, var som bekendt at bevæge sig fra udenomsparlamentarisk politisk aktivisme til at gå ind i partipolitik og stille op til Folketinget. Han meldte sig ikke under fanerne hos Enhedslisten eller Alternativet, som man måske kunne forvente, nej, han meldte sig ind i det indtil da stort set ukendte Nationalpartiet.
I øvrigt er noget af det interessante ved det parti at det, ganske som Hassan og Beck-Nielsen, leger med identitet og forventninger. For hvis man, inden Hassans indtræden i partiet, havde nævnt partiets navn og fremvist dets dannebrogsprydede logo, ville de fleste nok have gættet på at der var tale om et nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti, noget a la Danskernes Parti. Men hvis man ser på partiets folketingskandidater, ville navnet Muslimernes Parti måske have været mere oplagt, for der er en stærk dominans af mænd med (kultur)muslimsk baggrund. Pointen med partinavn og logo er antagelig at påpege at den slags mennesker naturligvis også kan være danskere.
Halvandet år tidligere havde Hassan kritiseret den patriarkalske kultur i de muslimske parallelsamfund, nu trådte han ind i et stærkt mandsdomineret og (kultur)muslimsk domineret politisk parti – som dog vel at mærke er et dansk og demokratisk anlagt parti (hvad deres politik mere konkret går ud på, står ikke videre klart). Ved sin indtræden på den parlamentarisk-politiske scene holdt Hassan en lidenskabelig enetale af Fidel Castro-agtige proportioner, emnet var primært udenrigs- og integrationspolitik, og bortset fra et par kække oneliners (”der skal ikke nye boller på suppen, der skal ny suppe på bollerne”) var det slut med udenomsparlamentarisk satire og spas: Den person der nu trådte frem, var en engageret ung mand der gerne ville tages alvorligt som folketingskandidat. Kort tid efter stod han da også i tv-studiet hos Clement Kjersgaard, side om side med ledende politikere fra de etablerede partier. I en vis forstand var det et lige så surrealistisk syn som hvis det havde været en version af Claus Beck-Nielsen der havde stået i det studie.
Det var ikke den sidste forvandling. Efter at der var blevet udskrevet valg til Folketinget den 27. maj, vendte Hassan i glimt tilbage til rollen som satirisk spasmager, fx med en udtalelse om dværgkast som en ædel dansk tradition, ligesom hans baggrund som kriminel andengenerationsindvandrer dukkede op igen da han, efter at have frasagt sig sin ellers permanente PET-beskyttelse, blev overfaldet og dagen efter i en slags selvtægt opsøgte sine gerningsmænd i betonghettoen, hvor han forfulgte dem mens han filmede dem med sin mobiltelefon. Hverken udtalelsen om dværgkast eller denne episode ligger inden for rammerne af hvad man normalt forventer af en folketingskandidat der vil tages alvorligt. Det gælder heller ikke den episode hvor Hassan efter et tv-interview nægtede at standse sin talestrøm, saboterede tv-værtens forsøg på at skifte emne og trak ham i slipset med en bemærkning om at denne beklædningsgenstand symboliserede en hundesnor. Hassans tilhængere jublede, hvad de næppe ville have gjort hvis en ung og kortklippet kandidat fra Dansk Folkeparti havde gjort præcis det samme – i så fald ville man formentlig harmdirrende have talt om usædvanlig dårlig opførsel eller måske ligefrem udemokratiske metoder.
Eftersom Nationalpartiet ikke fik samlet underskrifter nok, stillede Hassan op som løsgænger – i den samme kreds hvor Jacob Haugaard i sin tid blev valgt – og gennem hele valgkampen forsøgte han tilsyneladende at fastholde en dobbeltrolle som både humoristisk protestpolitiker a la Haugaard og helt seriøs folketingskandidat. Også den ydre fremtræden legede han videre med: På et af de valgfotos han offentliggjorde, havde han iført sig traditionelt muslimsk kvindetøj – en modig queer-gestus, der udfordrede homofobien blandt fundamentalistiske muslimer. Billedet ledsages af teksten ”Husk lige grundloven! Alle har ret til et tørklæde”. Hassan fik mindre end tusind stemmer og blev ikke valgt ind i Folketingen. Om Madame Hassan vil slutte sig til Madame Nielsen i en fælles litterær performance, er endnu uvist.
*
Noget af det der gør Claus Beck-Nielsen og Yahya Hassan fascinerende, er deres flydende identitet. Ingen af dem har en stabil persona, de er begge jokere – i modsætning til fx Suzanne Brøgger eller Søren Ulrik Thomsen, der gennem mange år konsekvent har optrådt med hver sin ret entydige forfatterpersona. Der kan godt ligge en magtposition i at gøre det utydeligt hvad eller hvem det er man repræsenterer. Forfatterpersonaen i medierne bliver – ligesom fortælleren i de autofiktive værker – en figur der tilsyneladende låner nogle aspekter af privatpersonen eller mennesket bag og dermed skaber en ret overbevisende virkelighedseffekt. Hvor går grænsen mellem alvor og spas, mellem iscenesættelse og sandhed? Fup eller fakta – vil den rigtige Hassan rejse sig op?
Det interessante ved jokerfiguren – som man kan sammenligne med den hofnar der ofte er afbildet på et jokerkort – er netop uafgørligheden. I de fleste kortspil kan jokeren repræsentere et hvilket som helst af de øvrige tooghalvtreds kort, den kan være hjerter dame eller klør fem, alt efter omstændighederne. Uafgørligheden skaber usikkerhed og tvivl, og tvivlen kan smitte af på omgivelserne: Hofnarren udfordrer kongens autoritet.
De fleste kender oplevelsen af at åbne en dør man tror åbner indad, og så viser det sig at den åbner udad. Man kunne kalde det en mikroepifani: Et kort sekund opstår der en sprække i alt det man tager for givet, i et glimt bliver det velkendte fremmed. Den slags mikroepifanier kan jokere som Hassan også afstedkomme. Hans uafgørlighed smitter af på omgivelserne. Da han stod i tv-studiet hos Clement Kjersgaard over for Søren Espersen, rokkede det ved billedet af Dansk Folkepartis næstformand. Pludselig blev det tydeligt at de to mænd havde præcis samme truende alfahan-attitude: en rank, lidt oppustet og ubevægelig krop, døde øjne med et bundfrossent blik, hagen op, du kan bare komme an. De nidstirrede og dissede hinanden, og havde omstændighederne været nogle andre, ville der have været øretæver i luften. Men hvem af de to var i virkeligheden den voldsparate bølle, og hvem var den parlamentariske demokrat? Hvem af dem havde egentlig hættetrøje på inden under jakkesættet? Hassan udfordrede Espersens autoritet ved at imitere den, ja, næsten parodiere den.
*
Persona betyder maske på latin. Går man længere ned i etymologien, vil man se at det skyldes at den latinske maske benævnes efter det hul til munden den har: en per-sona er den eller det som lyden passerer igennem. En maske er altså en udsigelsesposition. Et sted at sige noget fra. En identitet.
Udgangspunktet for disse overvejelser var et tankeeksperiment: Hvad nu hvis det havde vist sig at det var en hel anden end Yahya Hassan der stod bag bogen af samme navn? Et sådant eksperiment har tilsyneladende fundet sted i forhold til Beck-Nielsen, ikke blot i tankerne, men i virkeligheden. I efteråret 2011 udkom en roman med titlen Jeg taler til jer. Forfatternavnet på omslaget var Claus Beck-Nielsen, men mange i den litterære offentlighed rejste tvivl om hvorvidt det faktisk var Beck-Nielsen der havde skrevet den. Det var der flere grunde til, blandt andet udkom den ikke på Beck-Nielsens sædvanlige forlag, Gyldendal, men på et obskurt lille forlag ingen havde hørt om. Det blev aldrig opklaret hvem der i det tilfælde gemte sig bag jokermasken Beck-Nielsen. En eller anden havde taget hans maske på, nogen brugte hans persona, hans udsigelsesposition. Jeg taler til jer, hed bogen, men hvem var det der talte? En hvid mand, en brun kvinde? Beck-Nielsen selv eller en hævngerrig kollega? Og ændrer det på forståelsen af teksten? Der var tale om en slags meta-autofiktion, hvor forestillingen om afsenderen blev helt dominerende i fortolkningen af meddelelsen.
*
Problemet i diskussionen om identitet, både generelt og mere specifikt i den litterære debat, er at der ofte kun er to positioner, to opfattelser af hvad identitet er: På den ene side er der en essentialisme, som forestiller sig at der er en autentisk og stabil kerne inde bag masken, at masken altså kan udskiftes uden at identiteten påvirkes. Jakkesæt eller hættetrøje, det er den samme Hassan. På den anden side er der en relativisme, der mener at tanken om en kerne er en illusion, at der ikke er nogen inde bag masken, at det enkelte individ blot er summen af sine masker. Der findes ikke nogen sand Hassan, han er intet andet end den samlede mængde af sine forvandlinger.
Men måske går maskemetaforen fejl af hvad identitet er. Måske tager både essentialismen og relativismen fejl. Måske er identitet snarere en blanding af det sande ansigt og den falske maske, en slags grimasseren, en af omstændighederne begrænset evne til at antage forskellige former. Måske er identitet noget der metaforisk set hverken er lige så stift og uforanderligt som en maske eller så flygtigt og porøst at det lader sig vifte væk blot man holder en maske op foran det. Måske er den enkeltes identitet snarere gjort af et sejt, trægt materiale, der ganske vist er formbart og under konstant påvirkning fra omgivelserne, men som på den anden side ikke kan formes til hvad som helst. Et materiale der antager sine skiftende former i en fortsat vekselvirkning mellem det indre og det ydre. Når nu hjernen er plastisk, og kulturerne er dynamiske, hvordan skulle den enkeltes identitet da kunne være andet end et sådant gummiansigt?
Noget af det litteraturen og kunsten kan, som kronikker og læserbreve ikke kan, er at skabe denne fundamentale usikkerhed om identitet, en usikkerhed der breder sig fra værket til vores opfattelse af verden i det hele taget. Litteraturen kan på den måde ikke bare sætte problemer under debat, men problematisere debatters grundlag. I hvert fald rejser Yahya Hassans værk, inklusive hans omskiftelige forfatterpersona og optræden i medierne, nogle langt mere grundlæggende spørgsmål om identitet – hvad er et menneske? – end den kedelige sættekasse med hvid og brun, hetero og homo, mand og kvinde. Det er alt for stive kategorier.
* * *
Denne tekst er en udvidet version af et oplæg holdt den 21. maj 2015 ved temadagen VÆRDIKAMPE, arrangeret af Nils Holtug, Center for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet.
HENVISNINGER: ”Hvidhedsdebatten” begyndte med Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling. Selv deltog jeg med dette indlæg, skrevet sammen med Peer Bundgaard (her kan man finde referencer til nogle af de øvrige indlæg i debatten), og senere med denne præcisering. Den Høeg jeg hentyder til, hedder Mette til fornavn. Hendes artikel ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”, trykt i Weekendavisens tillæg Bøger i uge 19 2015 (ikke online), gav anledning til en ophedet, men desværre hverken oplysende eller opløftende debat. At Yahya Hassans digtsamling er både kompleks og litterært avanceret, argumenterer jeg for i blogposten “Hver sin Hassan”. Lene Myong bidrog til hvidhedsdebatten med dette indlæg – det er her Hassans digte kaldes ”minoritetsvidnesbyrd”. Elisabeth Friis’ bemærkning om Mette Høeg faldt i denne artikel, der opsummerer og viderefører hvidhedsdebatten. Knud Romer bruger udtrykket ”hånddukke” om sin forfatterpersona flere steder, blandt andet her.