Himlen under jorden

Hilmen under jorden
Gyldendal 2016, 367 sider

Omslag: Christian Ramsø
ISBN: 978-87-02-20660-9

Køb bog

Antropologen Nadia Nazir lever i et underjordisk gangsystem under Paris. Her har hun etableret kollektivet Sapiens, der med videnskabelige metoder udforsker en samlivsform hvor sex er det afgørende bindemiddel, og hvor de patriarkalske kønsnormer er i opløsning. Men Nadias kæreste Baartman er forsvundet, og kort efter begynder hun at modtage beskeder fra en mand som hævder at være hendes halvbror.

Manden er Hans-Peter Frederiksen, der er taget til Genève for at besøge sin døende far og finde frem til sin halvsøster. Men faren Hemming har sine egne grunde til at ville se sin søn: Under Den Kolde Krig arbejdede han på et hemmeligt projekt, og Hans-Peter skal hjælpe ham med at få kontakt til hans gamle chef, en nu 94-årig eneboer.

Romanen følger på skift de to halvsøskende, der aldrig har mødt hinanden, og som hver især afdækker en fortid de intet kendte til. Gennem bogen drages de langsomt mod hinanden, mens fortællingen trækker tråde til forhistoriske hulemalerier og menneskehedens uvisse fremtid.

Himlen under jorden er en encyklopædisk roman om køn, oprindelse og identitet og om menneskets forsøg på at etablere fællesskaber.

Historien om Hans-Peter Frederiksens liv fortælles i Min ukendte bror. Himlen under jorden er en selvstændig beretning om hans ukendte søster.

Kapitel 1

Jeg ved ikke nøjagtigt hvor lang tid siden det er at Baartman forsvandt, for intet her i mørket markerer tidens gang. Af og til rammer en vanddråbe gulvet med et smæld, men der går så lang tid imellem hvert dryp at jeg ikke kan opfatte nogen regelmæssighed i det. Mørket i min celle er så massivt at det er lige meget om jeg har åbne eller lukkede øjne. Om jeg kigger op eller ned, gør heller ingen forskel, men op og ned findes trods alt, også her, femogtyve meter under Paris. Året rundt og døgnet rundt er her seksten grader Celsius og en relativ luftfugtighed på syvoghalvfems procent. Bortset fra dryppene er stilheden fuldstændig, så fuldstændig som den kan blive for en levende organisme som homo sapiens. Når man er afskærmet fra alle andre lyde, er dét der bliver tilbage, kroppens støj: vejrtrækning, hjerteslag, blodets susen, peristaltikkens sendrægtige arbejde. Og så en hyletone som skyldes den svage elektriske aktivitet i nervesystemet: Neuronerne der fyrer i deres labyrint.
       Den eneste genstand jeg har liggende i min celle, er en stump af et kranium. Normalt gør det mig afslappet at sidde og fingerere med den i mørket, men siden Baartman forsvandt, har jeg været så sitrende konfus at heller ikke dét kan dulme min uro.
       I andre rum hernede er der lyskilder: LED-kæder, karbidlygter, batteridrevne halogenlamper. Der er apparater til at regulere luftfugtighed og temperatur. Men her i cellen er intet ændret, den står som da jeg fandt den i 1991, og ingen andre ved at den eksisterer. Den er af sten, men formen virker organisk: en amøbe, en fosterhinde, en liggende pære. Jeg kan stå oprejst dér hvor rummet er højest. En udposning midt på den krumme væg gør det ud for en stol. Det er den jeg sidder på. Mit bagparti flader ud mod det hårde underlag, mine kønslæber er kolde. Jeg har klikket mine skridtstøvler fri af bæltet og smøget dem ned. Gulvet i cellen er fugtigt. Andre steder hernede går man i vand til midt på lårene.
       Den høje luftfugtighed bevirker at grænsen mellem krop og omgivelser sløres. Vandpartikler fra luften og fra organismen flyder sammen og danner en film af fugt i huden. Jeg kan mærke mine bare underarme, men ikke præcis hvor de ender, og luften begynder. Kroppens grænse er naturligvis relativt stabil, også i mørke, men det gælder ikke bevidsthedens. Den udvider sig. Jeg ved hvor cellevæggene er, selv om jeg ikke kan se dem. Ligesom enhver under normale omstændigheder kan finde sin egen næse med en finger, også med lukkede øjne, kan jeg med lethed finde spidsen af den stalagmit der befinder sig skråt til venstre for mig i samme højde som min knæskal.
       Jeg strækker højre arm frem, musklerne i skulderen spænder op, jeg ved nøjagtig hvor min hånd er, det er som om jeg kan se den. Når jeg flytter den frem og tilbage, trækker den et spor af efterbilleder gennem mørket. Den hånd jeg ser, er en hallucination. Mørket har åbnet sig, det gør det altid når jeg sidder her længe nok. Det begynder med byger af lysprikker der fejer gennem synsfeltet som gnister fra et bål der kollapser. Så dukker mønstrene frem: zigzaglinjer og edderkoppespind, boblende cirkler der er indlejret i hinanden som fingeraftryk eller højdekurver. Mønstrene overlejres af farveplamager, det ligner stjernetåger eller ulmende cytoplasma, skylandskaber i uafbrudt blomstring. Derefter dukker de figurative elementer op: horn i en pande, et kvindekøn, fragmenter af dyr, kimærer. Først minder hallucinationerne om de aftryk der brænder sig fast i nethinden når man har stirret på en lysende genstand: Det er billeder der lyser op når man blinker, og som flytter sig med blikket. Men efter et stykke tid begynder bevidstheden at tolke synsfænomenerne som virkelige genstande der eksisterer uden for én selv, og så flytter de sig ikke længere med blikket. Forsigtigt lader jeg øjnene vandre, jeg drejer hovedet fra side til side og kigger mig over skuldrene. Jeg forsøger at orientere mig i min hallucination, jeg er nødt til at finde Baartman. Langsomt knytter jeg hænderne og løfter dem op foran ansigtet, håndrod mod håndrod. De danner et hjerte, jeg fører det opad, strækker armene, mine biceps berører det øverste af ørerne. Lidt efter skilles hjertet i to, og de knyttede næver driver væk fra hinanden. Jeg fornemmer deres fælles udgangspunkt et sted i mørket over mit hoved.

Jeg rejser mig og går de tre skridt hen til den fjerneste væg. I højde med mine skuldre er der et hul. Jeg træder op på et fremspring i væggen og haler mig ind. Den trange tunnel der forbinder min celle med resten af gangsystemet, slår to knæk og er syv meter lang. Jeg gravede den med et batteridrevet trykluftsbor. Egentlig forsøgte jeg at skabe en passage til en række højloftede rum der ifølge nogle rygter var blevet afskåret fra resten af tunnelkomplekset af en sammenstyrtning, men i stedet fandt jeg en lomme i det underjordiske kalkmassiv. Væggene i cellen bærer spor af det værktøj man har brugt da man brød kalk hernede. Stalaktitternes længde tyder på at det var engang i middelalderen. Jeg har camoufleret indgangen til cellen. Det er ikke svært: Man skærer et stykke flamingo til, sprøjtemaler det, sprayer det med lim og overhælder det med kalkstøv fra gulvet. Ingen lægger mærke til en kunstig sten i væggen når de kommer forbi i mørket med pandelygte eller karbidlampe, de fleste retter lyskeglen mod gulvet foran sig. Et øjeblik ligger jeg bag flamingostykket og lytter. Der er ingen i nærheden, så jeg skubber det ud. Kort efter står jeg i gangen og lirker det på plads. Jeg tænder pandelampen og tjekker at den kunstige sten ikke virker iøjnefaldende. Så slukker jeg lampen igen og begynder at gå.
       Jeg foretrækker at bevæge mig rundt i gangsystemet med slukket lygte og kan gå kilometer efter kilometer uden at fare vild. Tunnelkomplekset er i flere niveauer, man kommer op og ned ad smalle trapper, via skakter med indmurede stålstiger eller gennem ormehuller, som vi kalder de tunneller vi selv graver for at skabe nye passager eller genetablere gamle. Nogle steder er ormehullerne så trange at man må vride sig igennem med hænderne forrest som et hovedspring i slowmotion gennem Jorden. Andre steder vider gangene sig ud til huler der er på størrelse med kirkerum og afstivet med søjler og murede buer. Jeg ved altid hvor jeg er, og hvor meget jeg fylder, hvornår jeg skal krumme mig sammen, og hvornår jeg kan rette mig op igen. Vægge og lofter ser jeg om nødvendigt med mine hænder, rummets størrelse og form hører jeg i den måde efterklangen ændrer sig på når jeg går. Mine fødder husker hullerne i gulvet fra de mange gange jeg er kommet forbi med lyset tændt. De mindre huller forcerer jeg i et spring, de aflange går jeg hen over med spredte ben og anklerne ud mod væggene. Min krop kender gangsystemet, det er indlejret i mig: Jeg er labyrinten.

*

Baartman toner frem. Huden har samme farve og glans som mørkristede kaffebønner. Hendes krusede hår er figurklippet, en mohawk der er lige så bred som kraniet, det ligner hårprydelsen på en romersk legionærhjelm. Hun sidder på en kalkstensblok ligesom den nat jeg mødte hende. Dengang havde hun tøj på, sneakers, sorte jeans og en uformelig kakiskjorte, nu er hun nøgen. Og rank som altid, brysterne bliver budt frem, jeg har lyst til at begrave mit ansigt i dem. De grønne øjne gløder i mørket, men blikket er fjernt, jeg kan ikke få kontakt. Munden er åben, det ser ud som om hun er ved at sige noget. Men der kommer ikke en lyd. Baartman er væk. Det er efterbilleder jeg er hjemsøgt af.

Baartman var nitten år gammel da hun brød igennem som kunstner med en happening der gav genlyd også uden for Frankrigs grænser. Det var i sommeren ’94, længe inden jeg lærte hende at kende. Jeg boede i La Chatte Anarchiste dengang, og de radikalfeministiske lebber jeg delte det besatte hus med, var begejstrede for Baartmans selvbestaltede performance, hendes ”antipatriarkalske og antikolonialistiske politiske aktion,” som de kaldte det. Det var ved den lejlighed hun lagde fødenavnet Nathalie Ndiolène fra sig og iførte sig kunstneridentiteten Baartman, inspireret af en næsten to hundred år ældre kvinde, der i Europa blev kaldt Hottentot-Venus.
       Jeg kan ikke huske om jeg har set Hottentot-Venus på Musée de l’Homme som barn, men det er ikke utænkeligt, hun blev først fjernet fra udstillingen da jeg var seks år gammel. Hun tilhørte khoikhoi-folket, arkivkortet findes stadig i kælderen under museet, jeg så det da jeg studerede antropologi: ”Hottentot-Venus, glasmontre nr. 33,” står der med maskinskrift på et gråt stykke pap, og to pålimede sort-hvid fotografier viser kvindens skelet, der står i en montre side om side med en malet gipsafstøbning af hendes krop.
       Hun blev født i 1789 i Kapkolonien og fik navnet Saartjie Baartman. Hendes rigtige navn er karakteristisk nok gået tabt. Da hun var to år gammel, døde hendes mor, og inden hun fyldte tyve, blev hun forældreløs og alene med to små børn, eftersom både hendes far og hendes mand blev dræbt i krigen om Kapkolonien, hvor de forgæves forsvarede boerne mod englænderne. I marts 1810 gik hun om bord på et skib der skulle til London. Angiveligt rejste hun frivilligt, men hun havde ikke sine børn med. Inden afrejsen havde hun fået at vide at der ventede hende fuld frihed og et velbetalt arbejde i civilisationens centrum, men i stedet blev hun udstillet på Piccadilly Circus side om side med dværge og vanskabninger. Fire år senere kom hun til Frankrig, hvor hun blev solgt til en bjørnetrækker ved navn monsieur Réaux. Han satte hende i bur og fremviste hende sammen med aber og bjørne i et lille cirkus i Palais-Royal, der på det tidspunkt var et virvar af varieteer, cafeer, bordeller og teatre. For tre franc kunne man se hende stå, gå og sidde på et podium, kun iført lændeklæde. Mod ekstrabetaling kunne man prikke til hende med en finger eller en pind.
       At Saartjie blev en sensation, skyldtes især hendes sekundære kønstræk. I forhold til de magre europæiske kvinder havde hun hvad man opfattede som ekstremt forstørrede hofter og bagparti, takket være de rigelige fedtdepoter omkring sædemusklerne der er et almindeligt træk blandt khoikhoi-kvinder. Der løb rygter om at også hendes kønsorganer var abnorme, og Saartjie havde faktisk meget lange indre kønslæber sammenlignet med europæere, men også det er et almindeligt fænomen blandt khoikhoi-kvinder. Den europæiske betegnelse for de frithængende kønslæber var ”hottentot-forklæde”, og hun blev opfattet som på én gang eksotisk, erotisk og monstrøs: et freakshow og et liveshow i ét. Saartjie nægtede dog at fremvise sit køn, uanset hvad hun blev tilbudt af penge.
       Også landets førende videnskabsfolk fik nys om hende. I foråret 1815 tilbragte hun tre dage i Jardin des Plantes, hvor professorerne fra Naturhistorisk Museum undersøgte hende minutiøst. Der blev udarbejdet en rapport af Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, som efter at have sammenlignet hendes ansigt med en orangutangs og hendes bagparti med en mandrils fastslog at hun måtte tilhøre en særlig abeart.
       Saartjie døde den 29. december 1815, seksogtyve år gammel. Der er ikke sikre oplysninger om hverken dødsårsagen eller hendes sidste tid. Visse kilder hævder at hun ernærede sig som prostitueret og var blevet afhængig af alkohol. Datidens førende anatom Georges Cuvier obducerede hende. Efter sin undersøgelse fik han fremstillet en gipsafstøbning af hendes krop, hvorefter hun blev dissekeret. Hendes kønsorganer, som hun også i Jardin des Plantes havde nægtet at fremvise, blev skåret fri, anbragt i et glas med formaldehyd og præsenteret for Det Medicinske Akademi sammen med en rapport der i alt væsentligt stemte overens med Saint-Hillaires. Efter Cuviers død arvede lægen og antropologen Paul Broca Saartjies kønsorganer og skelet. Broca opbyggede en anatomisk samling der senere endte på Musée de l’Homme. Her var Saartjie opstillet på en sådan måde at hendes bagparti stadig blev fremhævet: Hun var placeret i montren med ryggen til publikum. Efter protester, ikke mindst fra feministisk hold, blev afstøbningen fjernet i 1974. Skelettet var stadig en del af den permanente udstilling frem til 1976.
       I 1994 blev afstøbningen fundet frem fra magasinerne igen og fremvist på Musée d’Orsay. Anledningen var en udstilling der hed ”Den Etnografiske Skulptur i det 19. Århundred”. Selv om kuratorerne havde en kritisk tilgang til emnet, skrev en række feminister igen indignerede debatindlæg i Libération og Le Monde. Men sagen vakte først for alvor opmærksomhed, også internationalt, da Baartman, min Baartman, lavede sin uannoncerede performance på museet. Ideen var enkel og effektiv: Sammen med de øvrige gæster gik hun rundt blandt de udstillede genstande iført en ankellang kåbe i hvid mohair, designersolbriller og en bredskygget hat. Hun lignede det hun var: en ung elegant pariserinde. Da hun kom ind i salen hvor gipsafstøbningen stod, tog hun hat og solbriller af og knappede kåben op. Indenunder var hun nøgen, bortset fra et lændeklæde. Hun lod kåben glide af og tog opstilling ved siden af den etnografiske skulptur, tavs og udtryksløs som var hun størknet. I en kæde om livet hang en metalboks, dekoreret med tricolorens farver og forsynet med et smalt vertikalt hul til møntindkast. Om halsen havde hun et skilt hvor der stod ”Rør ved mig – 3 franc”. Publikum var i vildrede. De var ikke klar over om hun var en del af museets program eller ej. Enkelte lagde mønter i metalkassen og rørte ved hende. Også kustoderne var tilsyneladende i tvivl her første gang, og der gik adskillige minutter før de pakkede hende ind i kåben og eskorterede hende væk. Det blev til en notits i avisen, men historien udviklede sig efterhånden som Baartman i de følgende uger drev gæk med Musée d’Orsay og vendte tilbage i nye forklædninger. I alt fem gange lykkedes det hende at gennemføre sin performance, til trods for politianmeldelser og bøder. Én gang havde hun sminket sig bleg og taget en rødbrun paryk på. En anden gang havde hun iført sig bowlerhat og et yderst naturtro fuldskæg. Da hun smøg sig ud af cottoncoaten, kunne man se at der var lavet en tilføjelse på skiltet: ”Baartman. Rør ved mig – 3 franc”.
       Det var sådan hun kickstartede sin kunstneriske karriere, bare et år efter at hun var begyndt på École Nationale Supérieure des Beaux-Arts. Historien nåede helt til Sydafrika: Nelson Mandela, der blev præsident samme sommer som udstillingen løb af stablen, skrev senere på året til Mitterand og bad om at få Saartjies jordiske rester udleveret. Nyheden om den unge kontroversielle kunstner nåede også til Berlin, Ursula Schaumburg kontaktede hende, og hun kom i stald hos Galerie S.
       Det første pressefoto Ursula fik lavet af Baartman, har altid gjort mig seksuelt opstemt. Nu smerter det mig at tænke på det. Baartman står på en lav sokkel og poserer med hænderne i siden, skulderen er skudt frem, hagen løftet. Hun er kun iført lændeklæde, hendes krop er lige så kraftig som Saartjies, men glattere, fastere, den udstråler urokkelig ro. Blikket er myndigt, men også modtageligt, man kan ane hendes tunge bag de let adskilte læber.

*

Over jorden hedder jeg Nadia Nazir, jeg kalder mig NN når jeg blogger, og hernede går jeg under navnet Diana. Der er ingen der bruger deres egne navne under jorden: Wizzies rigtige navn er Louise, og Gaston & Gaston hedder egentlig Pierre-Emmanuel og Valéry-Richard. De er kærester, ikke tvillinger, men de ligner hinanden og går altid ens klædt. Den ene er murer og blikkenslager, den anden er elektriker og snedker, sammen har de et firma der istandsætter huse og lejligheder for folk, men hernede er de Gaston & Gaston, og ingen spørger om svendebreve og autorisation. Det der tæller, er evner, ideer, omgængelighed.
       Oppe i Paris er det forår, slutningen af april, det er vel en uge siden jeg sidst har været oppe. Jeg har mad hernede til flere måneder, gemt rundt omkring i skakter og sprækker: kiks, konservesdåser, pulversupper, ris. Der er også mad i Fælleskøkkenet, i de Ikea-skabe vi klunsede fra en container, men det er ikke altid folk får fyldt op igen når de har taget noget. Fælleskøkkenet ligger i en mindre befærdet afkrog af Det Store Sydlige Netværk, som udgør hovedparten af tunnelkomplekset. Kun få kommer forbi, men vi gør intet for at forhindre andre i at bruge det. De kommer som regel først på aftenen, styret af urets tid som hersker oppe i byen. Den bestemmer hvornår man sover, spiser, arbejder, har fri. Selv følger jeg kroppens egen tid: Jeg sover når jeg er træt, jeg spiser når jeg er sulten. Nu har jeg hentet en pose tortellinier og to dåser tun og taget dem med hen til Fælleskøkkenet, hvor der er et gaskomfur og en hane med koldt vand. Det var Gaston & Gaston der sørgede for at vi fik indlagt vand. Wizzie havde cracket sig ind til et kort over den kommunale vandforsynings rørføring, og Gaston & Gaston fandt et sted hvor de kunne koble sig på. Det tog to måneder at få etableret, men til gengæld har det fungeret upåklageligt lige siden. Jeg hælder tortellinierne ned i en gryde med vand og tænder gasblusset under den. Så sætter jeg mig ved langbordet og venter på at vandet skal komme i kog.
       Der er ikke mange permanent indrettede rum hernede. Det meste er midlertidigt, dels på grund af fugten, dels fordi det er besværligt at få tunge ting bugseret herned. Men det kan godt lade sig gøre hvis man er mange nok og forstår at samarbejde. For nogle år siden var der igennem en hel sommer en biograf hernede. Det var De Borende Mexicanere der stod bag, og Gaston & Gaston var imponerede over deres tekniske løsninger: Det hele var dygtigt skjult, de havde endda installeret overvågningskameraer. Selve biografsalen var et underjordisk amfiteater på fire hundred kvadratmeter. Derudover var der en lounge med bar, stort musikanlæg, borde, stole, dartspil og masser af elektrisk lys. De tappede strøm fra elnettet, men det var ikke derfor de blev opdaget. Hvis man gør det rigtigt, er det umuligt at spore uden at grave kabler op i et større område af byen. Nogen måtte have sladret om den underjordiske biograf, i hvert fald kom politiet en formiddag og fandt alt udstyret, men da de vendte tilbage med nogle eksperter for at undersøge hvor strømmen blev tappet fra, var det hele taget ned. På det tomme gulv havde De Borende Mexicanere efterladt en seddel med en besked: ”Led ikke efter os.” Politiet fandt dem aldrig.
       De fleste af dem der bruger gangsystemet og grotterne, kommer her kun i weekenden. Så mødes de i Solsalen eller Den Tyske Bunker eller en af de mange mindre, navnløse grotter og drikker øl og vin og ryger joints og cigaretter. Når de går gennem gangene, taler de højt sammen, jeg tror de er bange for mørket. Jeg kan høre dem længe inden jeg ser det flakkende skær fra deres pandelygter, og jeg kan mærke dem længe inden jeg hører dem: En svag brise i de ellers vindstille gange, en tørhed i mit svælg fordi mængden af kalkpartikler i luften øges. Så jeg kan altid slippe væk hvis jeg ikke har lyst til at møde nogen.
       De der holder fest hernede, er næsten alle sammen unge mennesker. Som regel er det mindre selskaber, sjældent mere end tyve personer. De har stearinlys, LED-kæder og en ghettoblaster med, og i løbet af ti minutter rigger de en grotte til. For dem er tunnelkomplekset en natklub uden dørmand, ligesom de besatte huse over jorden var det i firserne for alle andre end os der boede der. Ud på morgenen forsvinder de op gennem skakterne igen med alt hvad de medbragte, op til hver sin hverdag. For mig er det lige omvendt: Min hverdag er hernede. Det er her jeg sover og spiser og forsker. Livet over jorden er jeg efterhånden ligeglad med. Jeg går kun op for at finde mad i supermarkedernes affaldscontainere eller for at gå på nettet.
       Jeg tager noget ketchup i et køkkenskab og hælder det over tortellinierne og tunfisken. Vi tænkte stort da vi indrettede Fælleskøkkenet: Det langbord med tilhørende bænke vi huggede ud af kalken, har plads til tredive-femogtredive personer, men så mange har vi kun været til festerne.
       Da jeg er færdig med at spise, vasker jeg gryden og tallerknen af og stiller tingene på plads. Så slukker jeg pandelygten og går tilbage ad gangen for at finde et sted at sove. Der er huler rundt omkring hvor der er lagt gulvtæpper ud, en tre-fire stykker oven på hinanden. De der overnatter hernede midlertidigt, har som regel en sovepose i deres rygsæk, nogle har også en hængekøje med. Enkelte har dyner og madrasser liggende i en hule, pakket ind i sorte affaldssække, det er nødvendigt på grund af fugten. Mange lader karbidlampen brænde mens de sover, og nogle hører også musik, men for mig er det netop stilheden og mørket der er så velgørende. Der er intet sted i verden jeg har sovet så godt som her. Når der hverken er dagslys, fuglesang, vækkeure eller overboer, vågner man først når kroppen er udhvilet, og overgangen fra søvn til vågen tilstand er mere umærkelig end over jorden. Jeg ved aldrig hvor længe jeg har sovet. De gange jeg har prøvet at gætte og tjekket det på et ur, har jeg skudt flere timer ved siden af.
       Jeg har installeret affugtere i de tre sovehuler jeg bruger mest, men jeg slukker dem altid inden jeg går til ro. Intet må forstyrre den underjordiske stilhed. Af og til er der andre der benytter en af hulerne. Så lister jeg videre til den næste.
       Gangen deler sig i to, jeg går til højre. Gulvet skråner opad, men loftshøjden ændrer sig ikke, så jeg er nødt til at krumme mig sammen. Så bliver gangen bredere, og snart efter kan jeg rette mig op igen. Det mine hænder mærker, er ikke længere den uformelige klippe, men en plan væg muret af kalkstensblokke. Jeg passerer fire retvinklede vejkryds og går til venstre, ligeud, ligeud og til højre, så drejer gangen og bliver lavloftet igen, og længere fremme, efter fire forgreninger, er der et hul i væggen i venstre side. Jeg kravler ind, hænger pressenningen for indgangen igen og slukker affugteren. Så tager jeg skridtstøvlerne af og kryber ned under dynen.

Tunnelkomplekset går under navnet Katakomberne. Til at begynde med var jeg irriteret over det ord, for egentlig er det en betegnelse for en underjordisk begravelsesplads. Men det kommunale benhus, som turisterne står i kø for at besøge, og som blev oprettet i slutningen af syttenhundredtallet da man tømte byens overfyldte kirkegårde, udgør kun en brøkdel af den underjordiske by. Uden om det afgrænsede område med sirligt arrangerede menneskeknogler og elektrisk belysning er der mere end tre hundred kilometer gange, og tunnelsystemet som helhed er ikke en begravelsesplads. Det er et netværk af gamle kalkgruber forbundet af minegange på kryds og tværs. Derfor brød jeg mig ikke om ordet katakomber, men da jeg fortalte Yusuf om det kort tid efter at jeg for første gang havde været nede i den vidt forgrenede underverden, smilede han og forklarede at hele gangsystemet var bygget af skeletter.
       – Det troede jeg da at du vidste, sagde han. – For 45 millioner år siden var Paris et tropisk hav fuldt af kalkflagellater og planktoniske alger. Hver gang en af de små organismer døde, sank skallen til bunds. Kalklaget under byen er en ophobning af urgamle havdyrs eksoskeletter.
       Til trods for at jeg er beskyttet af et omfattende eksoskelet, plages jeg af urolige drømme. Det ligner mig ikke.

Efter et ukendt antal timer flyder jeg ud af søvnen. Jeg ligger et stykke tid mens skiftende billeder af Baartman farer gennem min bevidsthed: Baartman med vinkelsliber, beskyttelsesbriller og kedeldragten fuld af kalkstøv, Baartman med de kødfulde læber og den lyserøde tunge, Baartman der så dybere ind i mig end nogen anden havde gjort, allerede den nat vi mødtes. Det spænder i min pande, noget knuger om min brystkasse, jeg tvinger mig selv til at tænke på noget andet. Ansigter blitzer som stroboskoplys i mørket, ét af dem bliver hængende: Wizzie med det mellemblonde kasserollehår og de store briller, det skæve smil, Wizzie der talte begejstret om internettet længe før nogen af os andre havde hørt om det, Wizzie der må udskifte sit eksterne keyboard hver tredje måned fordi hun taster så hårdt og så hurtigt.
       Jeg kravler ud af sovehulen. Længere henne ad gangen sætter jeg hænderne i gulvet og lader fødderne kravle op ad væggen og ind i et ormehul. Jeg ved at der er næsten tre meter ned dér hvor hullet ender, så det er ikke så godt at komme ud med hovedet først. Fysikken volder mig ingen problemer selv om jeg fylder fyrre næste gang, jeg har dyrket parkour siden jeg var seksten. Et øjeblik står jeg i gangen og lytter. Jeg må have fat i Wizzie. Måske har hun hørt noget om Baartman.

På det her tidspunkt er Hans-Peter ikke andet end en flakken i randen af synsfeltet, et ubegribeligt nærvær. Jeg strejfer omkring i mørket, min ukendte bror er ankommet til Genève.

Gå til toppen af siden

Kapitel 2

Det mærkelige er at Hemming er så meget mindre end Hans-Peter har forestillet sig, også selv om han har forberedt sig på synet: Han har læst om at sygdommen får muskelmassen til at svinde ind.
       Hemming har aldrig været muskuløs. Som ung var han rank og spændstig, men allerede fra han var midt i trediverne, sank han sammen og blev duknakket, en krop der forsøgte at folde sig ind i sig selv. Et tyndt fedtlag voksede frem om maven og hofterne, og ansigtet mistede sine konturer. Gennem hele Hans-Peters barndom er det sådan hans far har set ud. Det usædvanlige ved de få fotografier af ham hvor han smiler, er ikke det brede og regelmæssige tandsæt, men åbenheden i ansigtet, fornemmelsen af at noget er trængt igennem det. Det er ikke sådan Hans-Peter husker sin far, han har svært ved at gendanne et visuelt indtryk af ham, i stedet er der en bestemt følelse der altid bliver vakt: Hemming får ham til at krympe sig. Men nu er det Hemming der er krympet. Hans krop er ved at få held med at krænge sig ind i sig selv.
       Rummene på Hôpital de Bellerive bliver kaldt værelser ligesom på et hotel. Men det er ikke et hotel, det er en ventesal. Folk ligger og venter på at dø. Der kom ikke noget svar da Hans-Peter bankede på døren til værelse 411, heller ikke anden gang. Derfor har han forsigtigt stukket hovedet ind. Hemming sidder med ryggen til ved vinduet, livløs. Så vender han sin elektriske kørestol i et brat svaj.
       – Hej far, siger Hans-Peter og må kigge væk mens synet risler ned gennem ham.
       Kroppen i kørestolen er et slapt vedhæng til det store kranium, der bæres oppe af en halskrave, og ansigtet er endnu skarpere tegnet op end da han var ung: En smal hage har vist sig, kindbenene er trådt frem under den løse hud, og de udstående øjne har et permanent udtryk af rædsel eller vrede.

Hans-Peter ankom til Genève i går aftes og har indlogeret sig på Hôtel Edelweiss. Fem dage forinden blev han udskrevet fra Rigshospitalet efter tre måneders indlæggelse på Psykiatrisk Center oven på en hård skilsmisse, og det virker uoverkommeligt at skulle opholde sig på et sygehus igen. Hvor længe det vil vare, er der ingen der ved. – Vi taler om uger, måske måneder, havde farbror Aksel sagt da han gav Hans-Peter beskeden om Hemmings sygdom. – Det kommer også an på om han vælger at lade sig lægge i respirator når det kommer dertil.
       Rejsen derned havde ikke krævet nogen aktiv indsats af Hans-Peter. Farbror Aksel havde haft en kuvert med hjem fra Genève, Hemming havde printet rejseplaner, voucher til hotellet, adressen på Hôpital de Bellerive, telefonnumre og bykort. Han havde også angivet sin email-adresse så Hans-Peter kunne meddele ham sit pasnummer og hvilken flyafgang han foretrak.
       Efter at have indtastet oplysningerne havde Hans-Peter siddet og stirret på den blinkende cursor. Han følte at han burde skrive noget mere, men der var intet der meldte sig. Ti minutter efter havde han klikket på send. ”Vi ses,” havde han tilføjet. Nogle timer senere havde han fået en mail retur med den elektroniske flybillet vedhæftet. Selve mailen bestod af ordet ”ses” og en række links til websites med oplysninger om Amyotrofisk Lateral Sklerose.
       Det første indtryk Hans-Peter dannede sig af sygdommen, skyldtes hans kendskab til oldgræsk. A- er en negerende forstavelse, mys betyder muskel, og trophe betyder ernæring: Mangel på muskelernæring, havde han tænkt. Så klikkede han sig rundt mellem den engelske, den franske og den tyske wikipedia-artikel, også den russiske og den italienske skimmede han, han lagde knap nok mærke til hvilket sprog han læste på, han havde været besat af at lære fremmedsprog siden han var barn. Efter en halv time havde han fundet ud af at det mere præcist er bevægelsesnervecellerne der dør af sult og tørrer ind når man har ALS.

ALS rammer de motoriske nerveceller. Der er endnu ikke nogen endegyldig forklaring på hvad der forårsager den sjældne sygdom, og der findes ikke nogen helbredende behandling.
       Alle viljestyrede bevægelser kontrolleres af det somatiske nervesystem. De øvre bevægelsesneuroner i hjernebarken sætter musklerne i gang ved at frigøre kemiske signalstoffer, hvorefter signalerne overføres til de nedre bevægelsesneuroner i rygmarven og sendes videre ud via nervefibre der knytter sig til musklerne. Et splitsekund senere når signalet frem til det neuromuskulære knudepunkt og får musklen til at trække sig sammen.
       ALS angriber både de øvre og de nedre bevægelsesnerveceller, og i takt med at stadig flere neuroner dør og omdannes til bindevæv, bliver hjernen dårligere til at kommunikere med musklerne. De første sygdomstegn er stivhed, sitren eller træthed i muskulaturen. Symptomerne kan til at begynde med være asymmetriske og kun ramme et ben eller en hånd, men derefter tiltager svækkelsen og breder sig til resten af kroppen. Den syge bliver ude af stand til at udføre simple aktiviteter som at gå, rejse sig fra en stol eller gribe om en genstand. Visse patienter oplever en tilsyneladende følelsesmæssig labilitet i form af ukontrollabel latter eller gråd, fordi den muskulatur der styrer de emotionelle ansigtsudtryk, overreagerer på de svage signaler de tilbageværende bevægelsesneuroner formår at transmittere. Til sidst fører den uafvendelige nedbrydning af nerveceller og muskelvæv til lammelser og spasticitet, og det bliver vanskeligt at synke, tale og trække vejret. Intellekt og sanseapparat er almindeligvis upåvirket gennem hele sygdomsforløbet, og det samme gælder den del af ansigtsmuskulaturen der varetager øjenbevægelser.
       Den mest berømte ALS-patient er fysikeren Stephen Hawking. Hans tilfælde er dog atypisk, da han blev ramt af sygdommen allerede som enogtyveårig og har levet med den i mere end femogfyrre år. Det normale billede er at lidelsen bryder ud i tresårsalderen, og at døden indtræder tre til fem år efter at diagnosen er stillet. Dødsårsagen er som regel åndedrætssvigt.

Hans-Peter lukkede sin computer og kiggede ud på skydækket, planetens egen hjernebark. Lidt efter gled maskinen fra Swiss Air som en sonde ned gennem den buklede struktur. Hos Hemming var der udbrudt hungersnød i nervesystemet, tænkte Hans-Peter, og den eskalerende sultkatastrofe efterlod sig stadig flere mumificerede lig.
       Det rystede og buldrede, og skiltet med sikkerhedsbæltet blev tændt. Hans-Peter forsøgte at genkalde sig Hemmings ansigt. Han havde ikke lyst til at se sin far igen, men han frygtede det heller ikke. Han følte ingenting. Det tomme rum mellem dem var for stort. Den eneste grund til at han sad i flyet, var at tomrummet med ét slag havde udvidet sig. Det omfattede ikke længere kun de fjorten år der var gået siden Hemming flyttede fra Skovlunde vest for København og tilbage til Genève hvor han havde boet da han var ung, nu strakte det sig bagud i tid til Hans-Peters fødsel, måske længere endnu, og som han sad og stirrede ud i det forskelsløse grå, følte han at han vidste mindre om sin fars liv end nogen sinde før. For der havde vist sig noget uventet: Det var mindre end en uge siden at Hans-Peter havde fundet ud af at han ikke var enebarn, at han havde en halvsøster. Farbror Aksel havde ikke haft mange detaljer. – Nadia er to år yngre end dig og uddannet antropolog, havde han sagt. – Hun er opvokset i Paris og har rejst en del, men så vidt Hemming ved, har hun været tilbage i sin hjemby i nogle år.

I foråret 2005 havde Hemming mærket det første symptom: En slaphed i venstre fod, den slæbte efter ham når han gik. Matheden bredte sig op gennem benet, og to måneder senere måtte han gå med stok. Samtidig var hans højre hånd begyndt at sitre, han fik svært ved at låse døre op og knappe sin skjorte. Der gik et halvt år før hans kolleger fik ham overtalt til at lade sig undersøge. Til trods for at han snart var halvfjerds, arbejdede Hemming stadig i den medicotekniske afdeling på universitetshospitalet i Genève, han havde ikke i sinde at lade sig pensionere uden grund, og hans ansættelse gav ham adgang til landets dygtigste neurologer. Diagnosen ændrede ikke meget i hans livsførelse, hans chef var velvilligt indstillet og gav ham lov til at fortsætte i jobbet så godt det lod sig gøre. Arbejdstiden blev nedtrappet lidt efter lidt, og han begyndte at trække på sin pensionsopsparing. Efter tre års sygdom forlod han endegyldigt sin stilling i sommeren 2008. Han solgte sit parcelhus i forstaden Thônex og de fleste af sine ejendele og lod sig indlægge på den palliative afdeling der hørte ind under hans gamle arbejdsplads. Afdelingen befandt sig syv kilometer uden for byen på Hôpital de Bellerive, der lå ved den østlige bred af Genèvesøen, omgivet af marker, enge og enkelte villaer. Da hans bror kom på besøg i slutningen af marts 2009, var Hemming lam i benene, og hans tale var reduceret til en uartikuleret hvisken, som Aksel kun delvis forstod.
       Taleevnen er yderligere forringet her i april hvor Hans-Peter træder ind på værelse 411, men eftersom Hemmings venstre hånd og arm er mindre berørt af sygdommen end resten af kroppen, kan han kommunikere ved hjælp af en talemaskine. Han har valgt markedets mest avancerede model, en Lightwriter SL40 med indbygget mobiltelefon. Maskinen er monteret på hans elektriske kørestol. Foruden talesyntese har den et ekstra display vendt mod samtalepartneren. ”KOM IND,” står der. Hans-Peter løsriver blikket fra den lille blå skærm og lukker døren bag sig.

*

– KÆRE HANS-PETER, DET VAR GODT DU KUNNE KOMME, lyder det fra talemaskinen, – DER ER NOGLE TING VI SKAL SNAKKE OM, JEG ER KED AF VI IKKE HAR HAFT KONTAKT, DU HAR ALTID VÆRET VELKOMMEN, JEG HAR PRØVET AT VÆRE EN GOD FAR.
       Den syntetiske stemme er dybere end Hemmings og udtaler alle sætninger i samme entusiastiske tonefald. Imens sidder Hemming med store øjne og åben mund. Hans-Peter har anbragt sig i en stol ved vinduet, på den anden side af et kvadratisk egetræsbord. Han er forbløffet over den hast ordene kommer med. Senere finder han ud af at Lightwriter’en har en funktion der gør det muligt at indtaste og gemme længere tekststykker, som man kan få den til at fremsige sætning for sætning ved gentagne tryk på en knap.
       – DET ER VIGTIGT AT HAVE EN FAR, OGSÅ NÅR MAN ER VOKSEN, DET HAR DU NOK IKKE TÆNKT PÅ, JEG VED HVAD JEG TALER OM, FARFAR DØDE DA JEG VAR TO.
       Det var Hans-Peter ikke klar over, han ved kun at hans farfar døde før han selv blev født. Han er opkaldt efter ham, det havde han fundet ud af til sit bryllup. Farbror Aksel havde holdt en tale og kaldt ham ”Hans-Peter Frederiksen den Anden”, og ud på natten havde Hans-Peter spurgt ham hvad han mente med det. Farbror Aksel havde været overrasket over at høre at Hans-Peter ikke kendte sin farfars navn og heller ikke havde set fotografier af ham. Nogle dage efter havde han sendt Hans-Peter en A4-kuvert med en kornet fotokopi af en flot mand i uniform.
       Aprilsolen kaster sit lys ind på egetræsbordet, og talemaskinen kører med uformindsket hast.
       – JEG ER VOKSET OP UDEN VEJLEDNING OG BESKYTTELSE, DET ER DET JEG ALTID HAR VILLET GIVE DIG, MAN PRØVER AT VÆRE DEN FAR MAN SELV VILLE HAVE HAFT, DU HAR IKKE VÆRET INTERESSERET, DET ER VIGTIGT AT LÆRE AF DEN ÆLDRE GENERATION, DET ER SÅDAN MENNESKET HAR OVERLEVET, JEG HAR …
       – Far, afbryder Hans-Peter, Hemmings blik flakker. – Farbror Aksel sagde at du havde noget vigtigt at tale med mig om.
       Hemming taster.
       – JEG ER I GANG.
       – Men jeg forstår ikke hvad det handler om?
       – NOGET DER IKKE MÅ GÅ TABT.
       – Hvad er det der ikke må gå tabt?
       – VIDEN. ET MANUSKRIPT.
       – Jeg troede det handlede om at jeg har en halvsøster?
       Hemming tøver. En spasme løber gennem hans overkrop. Hans-Peter har svært ved at tolke hans ansigtsudtryk, de udstående øjne, tænderne der er blevet store i den indfaldne mund.
       – DU SKAL HAVE FAT I ERCO BONORAND, kommer det fra talemaskinen.
       – Hvem er Erco Bonorand? siger Hans-Peter.
       Tårerne bryder frem i den indskrumpede mands øjne, rystelser jager gennem hans underansigt, og der kommer nogle halvkvalte lyde fra halsen. Hans-Peter har aldrig før set sin far græde. Han rejser sig og lægger sin hånd på Hemmings udmagrede skulder.

Hôtel Edelweiss ligger på Place de la Nation i centrum af Genève. Hver formiddag tager Hans-Peter bussen ud til Hôpital de Bellerive og sætter sig i stolen ved vinduet på værelse 411 for at tale med sin far. Det er Hemming og hans talemaskine der fører ordet, ofte med forberedte monologer, men af og til stiller Hans-Peter et opklarende spørgsmål eller hjælper med at finde forskellige oplysninger og billeder på Hemmings laptop. Efter en time eller to er Hemming nødt til at hvile sig, og de bliver også indimellem afbrudt af fysioterapeuten der skal massere hans arme og ben. Så sætter Hans-Peter sig i hospitalets forhal og læser i en grundbog i rætoromansk, som han har fundet i et antikvariat i Genèves gamle bydel. Han har også købt et par romaner på samme sprog og fundet nogle mp3-filer på nettet så han kan blive fortrolig med udtalen.
       De første par dage har Hans-Peter svært ved at finde ud af hvad det er der er så vigtigt for Hemming at få fortalt. Da han er på vej ind på værelset igen efter en pause, bliver han standset af en sygeplejerske på gangen, en kraftig sort kvinde med et varmt smil. Der står Chantal på hendes navneskilt.
       – Vi er glade for at monsieur Frederiksen endelig har inviteret Dem, siger hun og lægger en hånd på Hans-Peters arm. – Det kan være vanskeligt at tale med ALS-patienter når sygdommen er så fremskreden. De kan virke utålmodige. Det er frustrerende ikke at kunne udtrykke sig som før, især når man ved at tiden er knap. Måske bliver det nemmere for Dem hvis De husker på at Deres far stadig er den samme indeni. De ved hvordan det er, når man taler med stammere?
       – Ja, siger Hans-Peter. – Man skal ikke gøre deres sætninger færdige for dem.
       – Præcis, siger Chantal og giver hans arm et klem.
       Hans-Peter trækker vejret dybt og træder ind på værelse 411. Han har følt et ubestemt savn lige så langt tilbage han kan huske, og for en uge siden fik savnet et navn: Nadia Nazir, hans ukendte søster. I den tidligste erindring Hans-Peter har om sin far, er Hemming en fremmed mand der kommer i en blå flyttebil og henter ham og hans mor. Manden parkerer foran det parcelhus i Skovlunde hvor Hans-Peter er vokset op. Allerede som barn spekulerede Hans-Peter på hvorfor han som knap treårig havde fået en far han ikke vidste hvem var. Nu ved han at svaret må ligge gemt i historien om halvsøsteren. Det er dét der har bragt ham til Genève. Men også i dag er det Erco Bonorand Hemming kredser om.

*

Hemming var rejst til Schweiz i 1959. Han var treogtyve år gammel og udlært radiomekaniker og havde desuden taget eksamen som teknikumingeniør. Det der tiltrak ham, var landets strenge neutralitet. På det tidspunkt eskalerede våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen. Sputniksatellitterne var blevet opsendt, Ungarn var blevet invaderet, og Khrusjtjov bekendtgjorde gentagne gange at den sovjetiske hær havde tiltrækkelig mange atomvåben til at udslette den vestlige verden. Schweiz havde hverken tilsluttet sig NATO eller Warszawapagten og lå som en lomme af relativ sikkerhed midt i det delte Europa.
       Efter ankomsten til Lausanne søgte Hemming optagelse på byens polytekniske skole for at videreuddanne sig. Han forsørgede sig ved at reparere radioer. På École Polytechnique specialiserede han sig i medicoteknologi: apparater til opretholdelse af livsfunktioner, ventilationsanlæg til sterilluft, operations- og anæstesiudstyr og forskellige former for diagnostisk apparatur. Han arbejdede disciplineret og systematisk med sine studier, og efter den afsluttende eksamen i 1962 blev han ansat i EB Medico Engineering i Genève.
       En god medicoingeniør skal foruden en alsidig teknisk viden have kendskab til menneskekroppens anatomi, fysiologi og sygdomme for at kunne videreudvikle den medicinske teknologi, og Hemming blev ved med at dygtiggøre sig efter sin ansættelse. Han sad i sin toværelses lejlighed, der lå i nærheden af lufthavnen, og læste til langt ud på aftenen. Der blev lagt mærke til den ambitiøse danske ingeniør i firmaet, og efter et halvt år blev han overflyttet til forskningsafdelingen. Her spillede han en afgørende rolle i udviklingen af en ny analyseautomat til blodprøver. Den var den mest avancerede på verdensmarkedet ved lanceringen i 1964 og den afgørende årsag til at EB Medico Engineering tredoblede sit overskud det år. I begyndelsen af december modtog Hemming en skriftlig invitation til en nytårsreception hos virksomhedens grundlægger, Erco Bonorand.

Hemming var vokset op i Rabarberkvarteret på Nørrebro. Hans far, der havde sorteret post i nattoget mellem København og Jylland, var død samme år som lillebroren Aksel blev født. Deres mor var ansat i Kjøbenhavns Telefon Aktie-Selskab som omstillingsdame og arbejdede derudover ti timer om ugen på en rullestue i Rantzausgade. Hemming og hans bror var de første i slægten der fik en regulær uddannelse. Aksel var udlært murer, og Hemming havde drevet det endnu videre med en god eksamen fra en af Europas bedste polytekniske læreanstalter.
       Måske var det hans opvækst der gjorde at han altid arbejdede flittigt og var påholdende med penge. Han havde rigeligt råd til at køre med taxa ud til nytårsreceptionen hos Erco Bonorand, men han valgte at tage bybussen. Han steg af på Quai de Cologny, ét stoppested før det der lå nærmest, og spadserede det sidste stykke.
       Erco Bonorand boede i en kæmpemæssig villa i fire planer. Den lå på Chemin Byron, en sidevej der zigzaggede sig opad fra Quai de Cologny. Det pudsede murstenshus tårnede sig op med panoramavinduer i facaden på alle etager, hjørnerne bestod af trekvartsøjler i marmor, og indgangspartiet var i samme materiale.
       Hemming indsnusede den frostklare luft og ringede på. En stuepige lukkede op og hjalp ham af med overtøjet. Så blev han vist ind i salonen.
       Han spejdede rundt blandt kvinder i aftenkjoler og smokingklædte herrer og fik øje på monsieur Lagarde, hans chef i forskningsafdelingen, han stod ovre ved flyglet. Hemming gik derover og tog undervejs imod et glas champagne fra en serveringsdame. Monsieur Lagarde stod og talte med et par andre herrer, og Hemming gav sig til at betragte et maleri. Det forestillede en nøgen kvinde der lå henslængt på en divan. Stuen summede af samtaler på fransk og engelsk. Serveringsdamen kom forbi igen, og han greb endnu et glas, normalt var han mådeholden med alkohol, men stemningen i rummet indbød til det.
       Så trådte en gråsprængt mand frem ved siden af flyglet og slog på et glas. Han var kraftigt bygget, alt ved ham var stort: hænderne, brystkassen, underkæben.
       – Godaften, kære venner, og velkommen. Selv om der er et par timer til endnu, synes jeg at vi skal skåle for et lykkebringende 1965.
       Erco Bonorand hævede sit glas og kiggede rundt. Hans blik strejfede Hemmings, og han sendte ham et nik. Derefter introducerede han en kvinde ved navn madame Kozinski, der skulle synge en arie. En mand med krøllet hår satte sig til flyglet.
       Hemming var forbløffet over kraften i madame Kozinskis stemme og de korte, effektive indåndinger der fik barmen til at løfte sig med et sæt. De omkringstående lyttede med drømmende ansigter, flere af dem havde lukkede øjne. Hemming kiggede ned på sine sko. Så lod han blikket vandre hen ad parketgulvet, der bestod af romber i tre forskellige træsorter: en gylden, en brun og en sort. Der var en dybdevirkning i mønsteret, det lignede terninger set skråt ovenfra med de gyldne flader øverst. Ved en mental anstrengelse byttede han om på forgrund og baggrund og så nu kuberne skråt nedefra. Han gentog perspektivskiftet flere gange, og da madame Kozinski nejende tog imod sit bifald, var han blevet svimmel.
       – Kender De Verdi?
       Hemming vendte sig om og så ind i et par ravfarvede øjne. Brynene var kraftige og blanksorte ligesom det skulderlange hår.
       – Ja, naturligvis, fik han svaret.
       Han havde ikke hørt navnet før, men havde gættet at det måtte være komponisten bag arien kvinden hentydede til.
       – Jeg har altid holdt meget af historien om Aida, sagde kvinden. – En sand tragedie.
       Hemming nikkede. Kvinden smilede.
       – Måske er det fordi hendes navn ligner mit, fortsatte kvinden og rakte en spinkel og behandsket hånd frem. – Abida. Abida Bonorand.
       – God aften, monsieur Frederiksen, sagde Erco Bonorand.
       Han foldede sin hånd rundt om Hemmings. Så kyssede han den sorthårede kvinde på panden.
       – Jeg bliver nødt til at stjæle monsieur Frederiksen fra dig, min kære.
       Kvinden slog blikket ned.
       – Der er en De skal hilse på, fortsatte Erco Bonorand og tog Hemming om skulderen.
       Grundlæggeren af EB Medico Engineering førte Hemming med sig over parketgulvet. Folk trådte uvilkårligt til side, selv hvis de stod med ryggen til og var fordybet i samtale. Tre brede trin førte op til et sidegemak. Der stod bogskabe fra gulv til loft langs alle vægge, og grupper af læderlænestole var arrangeret omkring nogle runde borde. En rødhåret mand rejste sig og smilede bredt.
       – De må være mister Frederiksen, sagde han. – Jeg hedder Thomas, Thomas O’Bryan. Sid ned.
       Erco Bonorand bredte armene ud som om han velsignede dem, og gik ned i salonen igen.
       Thomas O’Bryan kom fra Virginia i USA og repræsenterede et amerikansk firma der skulle have løst en omfattende medicoteknisk opgave. I sidste ende kunne det dreje sig om mange millioner dollars, han kunne ikke gå i detaljer, for lige nu var opgaven udbudt i begrænset licitation, og der var nødt til at være fortrolighed omkring det.
       Hemming nikkede og gned sig over næseryggen.
       O’Bryans firma havde EB Medico Engineering i kikkerten på grund af deres nye analyseautomat til blodprøver. De var bekendt med at det var monsieur Frederiksen og monsieur Lagarde der stod bag de tekniske gennembrud der havde ført til successen, og nu havde de tilbudt Erco Bonorand at hans firma kunne deltage i licitationen, på betingelse af at det blev Frederiksen og Lagarde der udarbejdede projektforslaget. Det havde Erco Bonorand ikke haft noget imod, og monsieur Lagarde havde O’Bryan talt med kort før jul, han var også indforstået.
       Hemming skulle lige til at svare at han hellere end gerne ville være med, men O’Bryan løftede hånden.
       – Inden De siger ja eller nej, må De kende betingelserne. Vi er som sagt nødt til at have en høj grad af fortrolighed omkring det hele. De kommer til at arbejde med projektforslaget i nogle lokaler vores firma stiller til rådighed, De må ikke drøfte det med udenforstående, heller ikke senere, uanset om EB vinder licitationen eller ej. De skal ikke svare nu i aften, jeg sender Dem et dokument med alle betingelserne, så kan De kigge på det. I har tre måneder til at udarbejde jeres forslag til en løsning, og hvis det ender med at EB får opgaven, kommer De til at arbejde for os i mindst to år. Til en noget højere løn end den De får nu, tilføjede O’Bryan. – Er De interesseret i at jeg sender Dem papirerne?
       Hemming nikkede.
       – Det havde jeg håbet på, sagde O’Bryan og smilede. – Jeg har allerede aftalt med monsieur Bonorand at han inviterer os på frokost i begyndelsen af det nye år. Så kan vi snakke det hele igennem.

*

– Erco Bonorand var meget ældre end dig, men han lever stadig? siger Hans-Peter.
       Det er hans femte dag på Hôpital de Bellerive.
       Hemming taster.
       – JA, TOOGTYVE ÅR ÆLDRE, FIREOGHALVFEMS ÅR, LEVER STADIG.
       – Hvis det er vigtigt for dig at tale med ham, hvorfor har du så ikke kontaktet ham?
       Hemmings underlæbe dirrer.
       – Er det fordi du ikke ved hvor du kan få fat på ham? Er det dét jeg skal hjælpe dig med?
       Hemmings hoved plejer at hvile ubevægeligt i halskraven. Nu vrider det sig til den ene side. Hans-Peter kan ikke afgøre om det er en krampe, eller om han ryster på hovedet.
       Hemming taster igen.
       – JEG VED HVOR HAN BOR, TAG MIN PC.
       Hans-Peter anbringer laptoppen på en plade der er monteret på kørestolens armlæn. Hemming betjener pegefeltet med venstre hånd. Han åbner en mappe der hedder ”Fotos”. Inde i den ligger en lang stribe mapper, som er navngivet med årstal. Han klikker på den der hedder ”1965”, og vælger et billede.
       Det er et indscannet polaroidfoto, overbelyst og med blegnede farver. Foran en bjælkehytte, på en stor sten der stikker op af græsset, sidder fire mennesker. Hans-Peter genkender Hemming yderst til venstre, rank og med glansfuldt hår. Ved siden af ham sidder en rundhovedet mand med stærke briller, det er monsieur Lagarde. Midt på stenen troner Erco Bonorand. Den voluminøse overkrop får ham til at minde om en grovsmed, men de grå tindinger og den krumme næseryg giver hans ansigt et aristokratisk præg. Han har lagt armen om sin hustru, der har skudt barmen frem og lagt hovedet på skrå så det sorte hår draperer sig om hendes hals.
       – Bor han i den hytte? siger Hans-Peter.
       – JA, kommer det fra talemaskinen. – I JURABJERGENE.

Ude ved elevatoren møder Hans-Peter Chantal.
       – Jeg skal love for at De er flittig til at besøge Deres far, siger hun.
       Hans-Peter gengælder hendes smil.
       – Som jeg fortalte Dem, kan ALS-patienter være utålmodige, fortsætter Chantal. – De kan også virke krævende. Når Døden ånder én i nakken, kan man have svært ved at tage hensyn til andre.
       Hans-Peter trækker på skuldrene.
       – Det jeg mener, siger Chantal, – er at De ikke behøver at sidde hos Deres far otte timer hver dag. Tag en fridag, så De kan samle kræfter. Det er godt både for Dem og for Deres far.
       Hans-Peter nikker og går ind i elevatoren.

*

Søndag den 10. januar 1965 kom Hemming til frokost hos Erco Bonorand. Kort efter nytår havde han modtaget et brev på sin privatadresse. Der var ikke angivet nogen afsender, og der var hverken frimærke eller poststempel på kuverten. Nogen måtte have afleveret den personligt. Den indeholdt en maskinskrevet hilsen fra Thomas O’Bryan og et dokument der opregnede en række betingelser som Hemming skulle skrive under på at ville overholde for at EB Medico Engineering kunne deltage i licitationen.
       Stuepigen lukkede ham ind. Salonen hvor nytårsreceptionen havde fundet sted, stod tom. I stedet blev han vist op ad den bredt svungne trappe til første sal, hvor der var en spisestue med panoramavinduer.
       Erco Bonorand kom ham i møde.
       – Velkommen, monsieur Frederiksen. Eller må jeg sige Hemming?
       – Naturligvis, sagde Hemming og stak sin hånd ind i Erco Bonorands.
       Han hilste på monsieur Lagarde. Det var mærkeligt at skulle kalde ham Pierre. De næste måneder var Pierre Lagarde ikke hans chef, de skulle arbejde som et team, som Erco Bonorand sagde, og de fik en stab af medarbejdere stillet til rådighed. Alt var sat ind på at EB Medico Engineering skulle vinde licitationen.
       Erco Bonorand førte Hemming hen til vinduerne.
       – Pragtfuldt, ikke sandt?
       Han gjorde en fejende bevægelse med armen og udbredte Genèvesøens blanke flade for Hemmings blik. Langs den modsatte søbred svævede en let dis, og bag den lå Jurabjergenes sneklædte ryg.
       Et par minutter senere ankom Thomas O’Bryan. Han besvarede et par opklarende spørgsmål, og derefter blev fortrolighedsklausulen underskrevet. De fire mænd skålede i Sauvignon Blanc, og stuepigen bar maden ind.
       Under måltidet gav O’Bryan dem nogle flere detaljer om den opgave de skulle løse. Han repræsenterede firmaet ProTechtion der arbejdede på at fremstille atomsikrede beskyttelsesrum i en ganske anden skala end man hidtil havde set. Siden slutningen af 1950’erne havde tanken om store underjordiske bunkers vundet indpas i den amerikanske offentlighed. Fysikeren Edvard Teller og militæranalytikeren Herman Kahn var blandt fortalerne for ideen, og efter Cubakrisen i oktober ’62 havde en oliemilliardær fra Texas besluttet sig for at realisere den. Man forventede at et atomangreb ville gøre de ramte områder ubeboelige i mindst to uger. ProTechtions mål var at udvikle en standardiseret og masseproduceret megabunker med en kapacitet på seks uger og plads til femogtyve tusind mennesker, en såkaldt Aeonopolis. Den skulle lanceres i slutningen af ’66, i første omgang på det amerikanske marked, hvor man ville kunne købe sig livsvarig adgang til en af de nedgravede byer. Der var forskellige prisgrupper, alt efter hvilke faciliteter man ville have adgang til, hvilken form for arbejde man eventuelt ville udføre, og hvilken indkvartering man ønskede. Visionen var at de underjordiske betonbyer i femogtyve etager skulle brede sig over det nordamerikanske kontinent, ikke mindst i oplandet til de tæt bebyggede områder. Hver gang femogtyve tusind mennesker havde valgt at investere i deres egen overlevelse, ville ProTechtion rykke ud og i løbet af tre måneder opføre en Aeonopolis.
       Når firmaet havde valgt at udvikle prototypen i Genève, var det fordi Schweiz var førende på området. Det var indskrevet i landets lovgivning at samtlige indbyggere havde krav på adgang til beskyttelsesrum. ”Neutralitet er ikke nogen garanti mod radioaktivitet,” som sloganet lød i Bern. Der var tanker fremme om at Sonnenbergtunnellen, en motorvejstunnel man planlagde at bygge ved Lucerne, skulle konstrueres så den kunne forsegles mod gammastråling og give ly til tyve tusind mennesker i tilfælde af et atomangreb. Mange af de dygtigste ingeniører i verden befandt sig i Schweiz. Med til en megabunker hørte også et kompakt hospital, og hvis EB Medico Engineering vandt licitationen, ville de få til opgave at designe sygehus- og sundhedsafsnittet i Aeonopolis.
       Det projektforslag de ville blive vurderet på, dækkede kun en mindre del af den samlede opgave: De skulle skitsere en plan for en kirurgisk afdeling. De tekniske krav og specifikationer ville de få udleveret den 1. februar, og de ville derefter have tre måneder til at udarbejde forslaget. ProTechtion ville vurdere de forskellige firmaers løsningsmodeller og midt i maj udpege en vinder af licitationen.
       – Det er ikke kun for at skærme os mod konkurrenter at vi kræver fortrolighed, sagde Thomas O’Bryan. – Det er først og fremmest for at russerne ikke skal kigge os i kortene. Derfor har vi også tilladt os at lave et sikkerhedstjek af alle der deltager i licitationen. Og jeg er glad for at kunne sige at I er blevet clearet uden problemer.
       O’Bryan smilede til Hemming.
       – Du har arbejdet dig op fra beskedne kår, fortsatte han. – Det gør indtryk på en amerikaner. Og at din far var en krigshelt i Den Spanske Borgerkrig, skader heller ikke.
       Hemming var overrasket, han vidste ikke hvad han skulle sige, og sank ind i sine egne tanker.
       O’Bryan og Pierre Lagarde brød op, men Erco Bonorand bad Hemming om at blive og drikke en kop kaffe og en armagnac nede i biblioteket. Hans hustru ville slutte sig til dem, og han havde ingen andre planer resten af eftermiddagen.
       De satte sig i læderlænestolene. Erco Bonorand spurgte til Hemmings år som lærling og teknikumstuderende i København, de havde ikke talt så personligt sammen før. Abida lyttede interesseret mens hun røg en cigaret gennem et langt cigaretrør. Hun havde en vinrød kittelkjole på med knapper i samme blanksorte farve som hendes hår.
       Tre kvarter senere, netop som de havde rejst sig for at tage afsked, kom stuepigen ind.
       – Der er telefon, monsieur.
       – Udmærket, sagde Erco Bonorand og trykkede Hemmings hånd. – Vil du følge vores gæst ud, min kære?
       Abida og Hemming gik gennem salonen. Hendes hæle gav genlyd i det højloftede rum.
       – Hvor var det fascinerende at høre om København, sagde hun. – Jeg har været der nogle gange, men altid kun inde omkring centrum. Nørrebro har jeg aldrig set.
       – Har De været i København?
       – Sig endelig ’du’ til mig, sagde Abida. – Erco er så glad for dig, og med det nye projekt bliver det nok ikke sidste gang du kommer her i huset.
       – Hvad bragte dig til København?
       – Møder. Jeg arbejder for FN og rejser en del.
       – Det lyder interessant.
       – Det er det nu ikke altid. Men FN’s indsats er vigtig.
       De stod i hallen. Abida havde taget Hemmings frakke af bøjlen.
       – Måske vil du hjælpe mig med en ting? sagde hun.
       – Ja?
       – Jeg får besøg af den danske udenrigsminister i næste måned, og det ville være en stor hjælp hvis du kunne briefe mig. Vi skal diskutere situationen i Mellemøsten.
       – Briefe? sagde Hemming. – Jeg ved intet om politik.
       – Det politiske og det faktuelle har jeg folk til, sagde Abida og hjalp Hemming frakken på. – Men den personlige kontakt spiller en større rolle i det diplomatiske arbejde end de fleste tror. Jeg har mødt monsieur Hækkerup i København, han er jo en mand af folket, en rigtig skandinavisk socialdemokrat. Og du er vokset op i et arbejderkvarter.
       Abida rødmede.
       – Misforstå mig ikke, fortsatte hun. – Jeg beundrer mænd der forstår at kæmpe sig op. Det ville være yderst nyttigt for mig hvis du kunne give mig nogle detaljer om hvordan den almindelige dansker lever sit liv. Vaner, omgangsformer, fritidsinteresser. Noget om hvordan København tog sig ud dengang monsieur Hækkerup var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Når man sidder i forhandlinger sidst på natten, kan den slags fungere som det smøremiddel der får maskineriet til at falde i hak.
       Hun strøg håret om bag øret og slog blikket ned.
       – Hvis du mener at jeg kan bidrage med noget, så naturligvis, sagde Hemming.
       Abida tog hans hat og halstørklæde ned fra hylden over knagerækken.
       – Det er jeg sikker på at du kan, sagde hun.
       Fra et chatol fandt hun et visitkort frem. Hun arbejdede i Palais des Nations, det enorme bygningskompleks der rummer FN’s kontorer i Genève.
       – Kan du komme forbi i næste uge?
       – Ja, sagde Hemming.
       – Det er venligt af dig, sagde Abida og åbnede hoveddøren for ham. – Jeg er dybt taknemmelig.

Gå til toppen af siden


Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+LinkedIn